23948sdkhjf

Politikerne skifter fokus: Fra brændstof til CO2-effekt

Vindmøller, solceller, køer og svin kan levere råprodukter til brændstof, der skal erstatte diesel

Det er ligegyldigt, hvorfra brændstoffet stammer, bare det fortrænger CO2.

Sådan kan en bredt vedtaget vedtagelse (resolution) i Folketinget opsummeres til om teknologineutralitet.

Den markerer, at en lovbestemt iblanding med biobrændstof ikke er en gangbar løsning for personbiler. Det binder til en teknologi og biomasse, som måske kan bruges bedre andre steder.

El er selvskrevet til personbiler. Det er simpelt hen den energiform, som de store bilfabrikker satser på. Anderledes er det med lastbiler. Her er der flere bud på grønne brændstoffer, som kan afløse diesel i vejgodstransporten.

I grove træk kan alternativerne i tungvognstrafikken deles op i produkter, der er lavet med overskudsstrøm eller husdyrgødning.

Efter folketingsdebatten spurgte Transportmagasinet to lobbyister for henholdsvis brint og biogas om den politiske konklusion.

Brint stor bidragyder før 2030
Direktør Tejs Laustsen Jensen, Brintbranchen:

- I folketingsdebatten var der røster om, at brint først vil have en effekt efter 2030. Det er vi heldigvis for klimaet og dansk energipolitik meget uenige i. Brint og Power-to-X (P2X - strøm omdannet til brændstof) kan levere et betydeligt bidrag til CO2-reduktioner længe inden 2030. I vores optik er det faktisk afgørende for at nå de 70 procent i 2030.

- I stedet for et iblandingskrav på bestemte biobrændstoffer overgår man til et generelt krav om CO2-reduktion, så de CO2-reducerende brændstoffer og teknologier skal konkurrere mod hinanden.

- Den metodik er en meget bedre løsning. CO2-reduktionen er det centrale og ikke detaljeret regulering om, hvad der skal puttes i brændstoffet. Så må vi selv finde ud af ude i markedet, om vi gør det med brint, methanol eller biobrændstof, pointerer Tejs Laustsen Jensen.

Gasafgift til dieselniveau
Henrik Høegh, formand for Biogasbranchen og tidligere fødevareminister, fokuserer på, at gas er tre gange dyrere i afgift end diesel:

- Foreløbig skal vi have ligestilling. En bil på gas er efter fire år 40 procent dyrere i bil- og gasafgifter i forhold til diesel. Det koster ingenting at harmonisere de afgifter, da der ikke bliver solgt gas i dag. Tag for eksempel de store transportvirksomheder i Padborg. De køber rask væk tysk indregistrerede biogasbiler og tanker lige syd for grænsen og i Sverige.

- Danmark bliver en diesel-ø. Staten har tjent mange penge på, at dieselafgiften er en smule lavere end i Tyskland, så lastbiler tanker diesel i Padborg. Det er ved at forsvinde, for nu kører man på gas, som er billigere i Tyskland. Man får også tilskud til køb af gasbiler i Tyskland.

- Hvis gas får samme vilkår som diesel, så ved vi, at man i fremtiden vælger gas. Dansk landbrug regner med at kunne dække 30 procent af den danske transportsektor med biogas eller grøn gas. Det begynder at blive fordelagtigt for lastbiler på mindst 8-10 ton, slutter Henrik Høegh.

Partnerskaber og Eldrup
Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) bebuder en langsigtet strategi for den grønne omstilling af transportsektoren, der lægger vægten på CO2.-fortrængning og ikke på anvendelse af bestemte materialer.

Strategien afventer to rapporteringer. For det første rapporten fra klimapartnerskaberne, der afleveres til regeringen i midten af marts. Her vil der nok blive lagt vægt på fyrtårnsinitiativer frem for mange bække små, som allerede er i gang i vognmandsbranchen.

Dernæst rapporten fra bilkommissionen (Eldrupudvalget), som måske afleveres til sommer. Her er opgaven at finde en model for elbiler og bilafgifterne.

V kræver besked om 2021
Et flertal uden om regeringen stod bag initiativet til folketingsdebatten om biobrændstoffer.

- Klimaforandringerne venter ikke på, at Socialdemokratiet tager initiativ. Vi skal bygge klimabroen, mens vi kører på den, erklærede bæredygtighedsordfører Marie Bjerre (V).

Hun ønsker en hurtig afklaring af, hvad iblandingskravet bliver i 2021.

- Jeg tror desværre, at der bliver blandet de billigste biobrændstoffer i tanken og ikke nødvendigvis det, der er bedst for klimaet.

Det højere iblandingskrav gælder nemlig kun 2020. Sådan er EU-reguleringen indrettet med et punktkrav i 2020. Tanken var, at det ville blive forlænget eller skærpet efter 2020, men siden er biobrændstoffer fået et negativt ry på grund af palmeolie fra ryddede regnskove.

Begrænset mængde biomasse
- Power-to-X er noget af det, som bliver helt afgørende. Vi skal da udnytte de kæmpe store mængder overskydende strøm og benytte os af dem. Biobrændsler er selvfølgelig er en del af løsningen, men der er trods alt en begrænset biomasse til at lave brændstoffer af, understregede klima- og energiordfører Anne Paulin (S).

Dansk Folkeparti vil gerne have både, biobrændstof, biogas, el og brint.

- Vi skal have mere fokus på især den tunge del af transportsektoren, for den har man manglet lidt i forhold til at man altid diskuterer elbiler til hr. og fru Danmark, sagde transportordfører Hans Kristian Skibby (DF) .

Undskyld kludrede regler
Klima- og energiordfører Ida Auken (R) sagde det samme lidt mere skarpt, mens hun samtidig undskyldte for uhensigtsmæssige reguleringer.

- Transportsektoren har ikke selv gjort ret meget, men ansvaret kan også placeres hos os som lovgivere, der i virkeligheden har tilbudt sektoren nogle ret kludrede regler og ret meget dobbeltregulering.

Ida Auken er afventende over for brint eller snarere infrastrukturen. Hun vil først se, hvordan det udvikler sig i andre europæiske lande såsom Tyskland og Østrig, før der igangsættes store investeringer herhjemme.

Fra strøm til brændstof
Klima- og energiordfører Signe Munk (SF), som tilskrives ærten for at forjyske P2X til "strøm til noget" (strømmen kommer fra vindbøller eller solcelleanlæg), fokuserer selvfølgelig på vedvarende energi og CO2-fortrængning, men også på forskning, udvikling og demonstration af nye brændstoffer og drivmidler.

Transportordfører Henning Hyllested (EL) anser biobrændstoffer for at være et overgangsfænomen, fordi der i øjeblikket ikke kan gennemføres nok eldrift og drift med electrofuels, som er Enhedslistens foretrukne, fremtidige drivmiddel.

Fabrik i Holstebro
Også energiordfører Orla Østerby (K) betragter biobrændstoffer som en trædesten, men i mellemtiden ønsker han, at milliardplanen om en avanceret biobrændselsfabrik i Holstebro realiseres.

- Transportområdet skal inden for en meget kort årrække forandres fundamentalt, fastslog politisk ordfører Torsten Gejl (AL) utålmodigt.

Transportordfører Ole Birk Olesen (LA) slog til lyd for, at miljøzonekrav kan være en løftestang for en udvikling af alternative drivmidler til tung transport.

Omtrent samtidig med folketingsdebatten tog de to vognmandsfirmaer - DMT Transport i Karlslunde og Søholt Transport i Silkeborg - hver en biogasbil i drift til distribution for supermarkedskæden Lidl i Storkøbenhavn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101