23948sdkhjf

Først med hybrid beton-biler

Betonvirksomheden Unicon investerer i fire hybridkøretøjer i år. De to første bliver leveret i maj eller juni, men de to andre følger senere på året.

Der er tale om fire nye Volvo-lastbiler; men det er ikke lastbilerne, der er hybrid. Det er opbygningen med betonblanderen, der er hybrid. Selve lastbilspecifikationen er uændret i forhold til en normal 4-akslet betonbil.

- På opbygningen sidder et batteri, der kan drive betontromlen elektrisk, forklarer logistikdirektør Christian Elleby fra Unicon

- Når man læsser betonen, har vi mulighed for at slukke lastbilen og lade tromlen køre elektrisk. Det samme kan man, når man aflæsser. Desuden kan man også under selve kørslen lade tromlen køre elektrisk.

- Batteriet genoplades, mens bilen kører. Det betyder, at vi kan køre hele dagen uden at skulle oplade batteriet med et kabel. Det er først i løbet af natten, at vi skal det - og så tager det kun 50 minutter.

Transportmagasinet: Har i overvejet at lade hele lastbilen være elektrisk?

- Vi har ikke indtryk af, at der findes løsninger, der gør det muligt at køre hele betonlastbilen på hybrid eller elektricitet, siger logistikdirektøren.

- Vi kunne sagtens forestille os at bruge en elektrisk lastbil. De distancer, vi kører, er forholdsvis korte. Vi har bare ikke fundet en løsning, der opfylder vores krav, siger logistikdirektøren.

- Den hybride betonopbygning er første skridt for os.

Bedre arbejdsmiljø

- Der er jo mange steder i dag, hvor der er problemer med støj. Derfor har vi store forventninger til de nye biler, siger Christian Elleby.

- På byggepladserne kan vi skabe et bedre arbejdsmiljø, når vi slukker for lastbilen. Så er der hverken emissioner eller støj.

Ti minutter at læsse

Transportmagasinet: Hvor lang tid tager en aflæsning?

- Vi bruger omkring 10 minutter på at læsse en bil, mens aflæsningen afhænger af, hvor hurtig man er klar til tage imod betonen på byggepladsen. Der kan godt gå op til en halv time eller mere. Her er det fint at kunne slå over på elektricitet.

Ikke kun støj

For Unicon er det vigtigt, at betonbilerne ikke støjer; men støj er ikke den eneste drivkraft til investeringen i disse elektriske betonbiler.

- Det er også et spørgsmål om brændstofforbrug og CO2-udledning. Vi forventer, at vi kan reducere brændstofforbruget til at drive tromlerne med 30 procent. Desuden vil vi også kunne udlede færre emissioner.

- Vi kender ikke de rigtige forbrugstal, så vi læner os op ad de tal, som producenten leverer, siger CE.

Første gang i Danmark

Transportmagasinet: Har I været med til at udvikle denne løsning, eller fandtes den allerede på markedet?

- Det findes nogle løsninger på markedet; men mig bekendt er der ingen, der har brugt disse løsninger herhjemme. I Sverige er der nogle, der bruger dem, fortæller Christian Elleby.

- Den løsning, vi har valgt, er fra Liebherr og forhandles af firmaet Jørgen Glad. Vores løsning er kendetegnet ved, at batteriet ikke så stort og ikke vejer så meget.

Alt i sikkerhed

Også med hensyn til specifikationerne på de fire nye Volvo-chassiser skiller Unicon sig ud. Bilerne er bestilt med alle de sikkerhedssystemer, der findes.

- På mange måder bliver det nogle lidt anderledes betonbiler. Traditionen i branchen er at købe lidt skrabede biler; men vi tænker meget på brugeren af bilen og på medtrafikanterne. Vi vil gøre mest muligt for, at bilen er så miljøvenlig og sikker som mulig.

- Vi regner med, at de nye biler skal køre i de større byer og skal fungere i områder med mange andre medtrafikanter. Derfor har vi for eksempel valgt at investere i det nye 360 graders kamera-system.

- Derfor bliver de nye hybridbiler lidt dyrere end de almindelige biler, men det er vi villige til at ofre.

Komme i gang

- For os er det en anledning at komme i gang med den nye teknologi og teste den. Det handler om at finde ud af, hvilke fordele og ulemper der er.

- Det er nemt at sidde på sit kontor og forestille sig, hvordan tingene burde virke; men det er også nødvendigt at se tingene i drift, så man kan vurdere, hvordan det er i praksis.

- Der vil helt sikkert ske en udvikling på dette område de kommende år - både med hensyn til sikkerhed og miljøvenlige køretøjer. Elektriske lastbiler kommer på et tidspunkt, så dette er første skridt for os.

- I forhold til de løsninger, der er på markedet, synes jeg, at vi har valgt den bedste løsning med et batteri, der ikke er særligt stort, og som kan genoplades under kørslen, slutter Christian Elleby.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109