23948sdkhjf

NTG vokser i toppen og skrumper i bunden: Corona-krise kan betyde fyringer

I sit første regnskab siden børsnoteringen i efteråret 2019, har NTG formået at vækste toplinjen til en omsætning på 5,3 mia. kr. mod 4,5 mia. kr. i 2018. Samtidig er driftsresultatet (EBIT) steget fra 189,2 mio. kr. i 2018 til 207,9 mio. kr. i 2019.

Væksten er dog ikke afspejlet på bundlinjen – her går koncernen i stedet tilbage på resultatet før skat, fra 156,8 mio. kr. i 2018 til bare 54,6 mio. kr. i 2019.

Tilbagegangen skal ses i lyset af, at NTG fastholder en aggressiv opkøbsstrategi, og samtidig har en forretningsmodel, hvor medarbejderne i datterselskaberne også er medejere – det kan du læse meget mere om her.

Rekordår på landevejene
I årsrapporten skriver NTG, at Road & Logistics-segmentet havde et rekordår, med en omsætning på 4,1 mia. kr. mod 3,6 mia. kr. i 2018. EBIT for perioden tegner sig for 181 mio. kr., hvilket er en vækst på 10 mio. kr. i forhold til året før. Væksten er drevet primært af organisk vækst i Norden, opkøb i Storbritannien, samt effekten af opkøb foretaget i 2018.

I perioden er driftsmarginerne dog faldet fra 4,7 pct. i 2018 til 4,4 pct. i 2019, forårsaget af underpræstation af nogle aktiviteter på det europæiske kontinent. Disse problemer skulle dog være udbedret, og koncernen ser frem til positive effekter gennem 2020.

Air & Ocean-segmentet tegner sig for en omsætning på 1,2 mia. kr. mod 871 mio. kr. i 2018, og samtidig er driftsresultatet her stedet til 24 mio. kr. mod 15 mio. kr. året før. Det er første gang I NTGs historie at Air & Ocean-segmentet kigger over 1 mia. kr. i omsætning, og den vækst er drevet af en god blanding af opkøb og organisk vækst.

Corona-krisen skaber usikkerhed
NTG forventer i 2020 en omsætning mellem 4,5 – 5,3 mia. kr. og et driftsresultat mellem 130-180 mio. kr. I årsrapporten skriver ledelsen videre, at corona-virus forventes at få en negativ effekt på den korte bane og skabe stor usikkerhed og uforudsigelighed i markedet.

”Vores forventning for året er baseret på antagelsen af, at den økonomiske aktivitet vil stabilisere i andet halvår. Hvis det ikke bliver tilfældet, kan det blive nødvendigt at nedjustere forventningerne betragteligt,” skriver NTG.

”Indtil den økonomiske situation er normaliseret, vil NTG tage de nødvendige skridt for at sikre koncernens finansielle styrke. Tiltag kan indebære fyringer, omstrukturering eller nedsat aktivitet i datterselskaber, og/eller deltagelse i finansielle hjælpepakker fra regeringen i de områder, vi opererer i.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095