23948sdkhjf

En dag i grusgraven med MAN's nye 4x4

MAN Truck & Bus i Danmark har øget salget af deres 4-hjulstrukne TGE model. Flere kunder har behov for at komme ud i terrænet; men den meget regnfulde vinter, vi har haft, har gjort det til en udfordring, at komme omkring. Derfor sægler MAN TGE 4×4 godt. Der er faktisk solgt 62 enheder i Danmark plus 18 i Grønland.

- Det er helt sikkert, at 4×4 er løsningen, når man skal nå ud til en vindmølle, en el-mast, en brøndboring eller bare har fordele ved at komme frem, hvor en almindelig varebil ikke kan komme, siger Ole Burlin, der er salgskonsulent hos MAN Truck & Bus i Greve ved København.

Transportmagasinet har prøvet en udgave som kassevogn; men man kan vælge alle former for karosseri - også dobbeltkabine og ladbil. Sidstnævnte har vi prøvekørt, da bilen blev lanceret i Spanien for nogle måneder siden.

- Hos MAN vil vi gøre ekstra meget ud af markedsføringen af 4×4. De mange oversvømmelser, vi har haft mange steder i landet, har vist, at der er behov for varebiler, der kan komme frem overalt; men også til entreprenører, anlægsbranche, gartnere, kloakbranche - ja alle, der behøver at komme frem, siger Claus Lindholm, der er presse- og marketingchef hos MAN Truck & Bus Danmark.

Han peger på, at MAN-værksteder har forpligtet sig til, at en MAN-kunde kan få sit køretøj repareret og serviceret indenfor 24 timer. Det ser man sjældent på andre mærkeværksteder, når det handler om varebiler.

Hos MAN er kunderne sidestillet, uanset om man har lastbiler eller varebiler.

- Vi stiller også en lånebil til rådighed for kunder, der kommer på værkstedet akut, siger Claus Lindholm.

Fra Oberaigner
TGE’s 4×4-teknik kommer fra tysk-østrigske Oberaigner, og vi prøvede TGE 4×4 i en grusgrav nær Roskilde, hvor den ikke havde problemer med at forcere hverken vandhuller og plørede bakker. Faktisk er det vigtigste, at der er frihøjde nok under bilen.

Bilen havde otte-trins automatgear, som gør det endnu sikrere at køre i terrænet, da man kan koncentrere sig om at styre bilen.

Det er let at få greb i underlaget. Man trykker ganske enkelt på 4×4-knappen - og hurtigt trækker den på alle fire.

Med diferentialespærre
Differentialespær var også monteret på testbilen (ekstraudstyr til 6.500 kr.). Men den i brug skal der meget til, før bilen ikke klarer det. Vi kan også nævne bilens "down hill" funktion, som er vigtig for alle 4-hjulstrækkere. Når man slipper speederen, triller bilen sikkert og roligt ned af bakken. Ingen panik.

Testbilen var desuden monteret med kraftige B.F. Goodrich All Terrain dæk (pris: 8.000 kr. inkl. Montering). De gav et ekstra godt greb i underlaget.

Importøren har allieret sig med eventspecialist Hauke Bruhn, som har været med til at specificere den testbil, som vi prøvede. Han kendes også under navnet Max Hunt og har lavet mange YouTube-videoer for MAN. Senest har han lavet blandt andet 12 udsendelser med MAN’s TGE 4×4, som han har kørt rundt i på Island.

24.000 kroner ekstra
Prisen for 4-hjulstrækket på TGE’en er 24.000 kr., og det er rimeligt, når man ser, hvad andre 4×4 køretøjer i den størrelse koster.

Med alt udstyr koster testbilen godt 410.000 kr. plus moms; men der var også valgt rigtig meget ekstraudstyr, som jeg vender tilbage til. Man kan faktisk få en 4×4 udgave af MAN TGE for under 300.000 kroner plus moms.

I varerummet havde bilen blandt andet en kraftig alu-beklædning fra Sortimo plus beklædning af siderne til 13.500 kr. plus moms.

Den kraftigste motor
Teknikken på testbilen var en 177 hk biturbo-dieselmotor, som er ganske hurtig. Momentet er 410 Nm mellem 1.500- og 2.000 omdrejninger. Det vil sige en flad momentkurve over 500 omdrejninger, hvilket dog er kortere end i de mindre motoriserede TGE-udgaver. Udgaven med 140 hk, som også fås som 4×4, præsterer 340 Nm mellem 1.600- og 2.250 omdrejninger.

Bilen kan køres på almindeligt kørekort. Bilen var også forsynet med anhængertræk til 4.900 kr. - med en trailervægt på tre tons.

Masser af ekstraudstyr
Testbilen var virkelig veludstyret. Først og fremmest skal vi fremhæve det ergonomiske ErgoActive førersæde med armlæn - vægtafhængigt med massage (ekstra). Det gør det rart at sidde i bilen en hel dag.

Testbilens sikkerhedssystemer omfattede adaptiv fartkontrol (ekstraudstyr) og nødbremsesystem op til 160 km/t.

Dertil kom en del ekstraudstyr på bilen som bakkamera, klimaanlæg, LED forlygter samt to skydedøre og højt tag.

Større efterspørgsel
MAN’s varebil TGE har opnået en markedsandel herhjemme på 1,1 procent. Der blev solgt 326 enheder i 2019 - og alene i januar 2020 blev der solgt 31 enheder. Det er forholdsvis tæt på søstermodellen, VW Crafter, der solgte 828 enheder i 2019 (2,5 pct. markedsandel) og 56 enheder (2 pct. markedsandel) i januar i år; men man skal huske på, at Volkswagen har et meget større forhandlernet.

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094