23948sdkhjf

Leman åbner nyt kontor

I går torsdag den 2. april fik Leman fysisk tilstedeværelse i Grønland. Det skete med åbningen af et kontor i Nuuk. Målet med den fysiske tilstedeværelse er at rykke endnu tættere på de grønlandske kunder og skabe fundament for fremtidig vækst.

- Vi har over 20 års erfaring med transporter til og fra Grønland og er blandt de største speditører på grønlandstrafikken. Åbningen af kontoret i Nuuk skal være med til at udvikle vores trafikker endnu mere, siger adm. direktør Thomas Krøyer, Leman.

- Der er et stort potentiale, som vi vil være bedre i stand til at dyrke ved at have vores egne folk deroppe. Det behøver ikke være trafikker mellem Grønland og Danmark. Det kan også være trafikker til andre lande og markeder. Vi har for eksempel eget selskab i USA. Jeg tænker, at der godt kunne udvikles nogle forbindelser der.

Kontoret i Nuuk bliver bemandet med to personer, hvoraf den ene er Jesper S. Øraker, der har arbejdet i Grønland i snart 10 år. Han har blandt andet været ansvarlig for Blue Water Shippings aktiviteter på Grønland.

Lemans kontor i Aalborg vil fortsat være platform for grønlandstrafikken og yde support til det nye kontor i Nuuk.

Bliver i Aalborg 

Transportmagasinet: Hvad sker der, når grønlandshavnen flytter fra Aalborg til Århus om nogle år?

- Der sker ikke noget. Vi bliver i Aalborg. Vi har overhovedet ikke overvejet at flytte. Vi har nogle superdygtige folk i Aalborg, og grønlandstrafikken har intet med lokation at gøre. Vi kan sagtens drive grønlandstrafik herfra.

- Tværtimod har vi gjort det helt rigtige i at fastholde vores lokation i Aalborg i mange år. Der er andre i speditionsbranchen, som er flyttet væk – og det har de fortrudt.

Påvirket af corona-krisen 

Transportmagasinet: Hvor hårdt ramt er Leman af corona-krisen?

- Selvfølgelig berører den os og har påvirket vores aktivitetsniveau. Selv om det er en midlertidig situation, så kommer den desværre nok til at tage lidt længere tid, end vi alle håber på, siger Thomas Krøyer.

- Vi har selvfølgelig en fordel i at være ”asset light.” Vi har ikke så mange trækkende enheder selv. Vi arbejder med underleverandører, så vi kan skalere op og ned efter behov.

- Der er selvfølgelig også mindre gods at flytte. Lande som Italien og Spanien har lukket det meste ned. Her ligger aktivitetsniveauet måske på 20 procent i forhold til det normale.

 Italien og Frankrig vigtige markeder

Transportmagasinet: Er Sydeuropa et vigtigt marked for jer?

- Ja, vi er faktisk ret stærke på de markeder. De er ikke vores hovedmarkeder, men både Frankrig og Italien er vi ret godt kørende på. Så corona-krisen har en stor påvirkning på os her.

- Men jeg synes, at vi får lavet nogle gode løsninger for vores kunder, både på biltrafikkerne og luftfragt – også selv om luftfartsselskaberne virkelig har reduceret deres kapacitet den sidste halvanden uges tid.

Kina på vej tilbage

Transportmagasinet Er der overhovedet mulighed for luftfragt for tiden?

- Ja, der er. Man kan stadig finde gode løsninger, men det er ikke altid direkte løsninger. Man må via andre gateways og hubs.

- Der er stadig kunder, som importerer og eksporterer – og som har brug for at få gods til og fra en lang række markeder.

- I den forbindelse er det positivt at se, at Kina er på vej tilbage igen. Markedet er ved at genopstå, og bookingerne kommer ind i markant stigende antal. Så det er ikke alt, der ser sort ud.

- Derfor håber vi, at denne periode med usikkerhed bliver så kort som muligt. Og den uvished, er bare noget vi må forholde os til og håndtere på bedste vis; men den er selvfølgelig ikke rar, slutter Thomas Krøyer.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.391