23948sdkhjf

H.P. Therkelsen-direktør: Husk os efter krisen

De seneste uger har været hektiske for de fleste danskere – og således også i transportbranchen, hvor lukkede grænser, hviletidsdispensationer og lønkompensationer pludselig har gjort deres indtog på dagsordenen.

Hos H.P. Therkelsen i Padborg har de mærket og oplevet krisens udvikling på tæt hold, ikke mindst i kraft af deres fysiske placering tæt på grænseovergangen til Tyskland. Her havde man efter grænselukningen en ganske hektisk weekend, hvor alle papirer skulle på plads, fortæller administrerende direktør Peter Therkelsen.

- Lige da det blev meldt ud, fik vi travlt med at finde ud af, hvilken form for dokumentation, vi skulle have med, når vi skulle krydse grænsen. Èn ting er jo vores lastbiler - på nær nogle køer de første dage, så kan godstransporten faktisk krydse grænsen nogenlunde uforstyrret, siger han til Transportmagasinet, og fortsætter:

- Men både i H.P. Therkelsen og i Padborg generelt har vi mange medarbejdere, der pendler fra Tyskland. Heldigvis er der kommet styr på det, og mig bekendt er der ikke længere nogen i området, der har problemer med grænselukningen.

Ros til politiske tiltag
I det hele taget får flere af de tiltag, der er blevet gjort for at hjælpe transportbranchen, ros med fra direktøren – herunder undtagelser i reglerne, når det kommer til ugehvil:

- Det er bestemt en hjælp, for chaufførkapaciteten er knap i forvejen. Det er en hjælp til branchen, det er der ingen tvivl om, siger han, og fortsætter:

- Vi har især oplevet stor efterspørgsel på transport til detailkæderne, mens andre brancher som for eksempel foodservice stort set er gået i stå, nu hvor kantiner og restauranter er lukket ned. Men den samlede mængde har været stor. Så det er bestemt et godt træk, og vi har også haft behov for det, for at kunne løfte efterspørgslen.

H.P. Therkelsen beskæftiger sig med transport af fødevarer, og selv på dette område er der ved at ske en afmatning, fortæller direktør Peter Therkelsen til Transportmagasinet.

- Vi har været knap så hårdt ramt som andre af vores kolleger i branchen, og det kommer ikke til at gå helt i stå, men vi er spændt på at se, hvordan det kommer til at se ud i løbet af de næste par uger.

Husk os efter krisen
Til sidst har han en lille opsang til borgere såvel som politikere, som han opfordrer til at huske transportbranchen, når vi alle sammen kommer ud på den anden side af krisen.

- Vi kunne godt tænke os, at flere i kongeriget Danmark, herunder på Christiansborg, virkelig fik øjnene op for den samfundsopgave, som den samlede transportbranche løfter. For det er ikke kun i krisetid, det er vigtigt, at varerne kommer frem. Men vi har siddet de sidste mange år med fornemmelsen af, at man har forsøgt at sætte en masse benspænd for transportbranchen i særdeleshed og den fri bevægelighed i Europa i almindelighed, siger han, og tilføjer:

- Det synes vi ikke gavner noget. Og det siger jeg selvfølgelig, fordi vi selv er en internationalt orienteret virksomhed og primært arbejder internationalt, men jeg ved, der er mange i branchen, der oplever det samme. Så jeg håber, at det positive indtryk af branchen og vores dygtige medarbejdere fortsat vil være værdsat, for det store arbejde de udfører. For det fortjener de.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089