23948sdkhjf

Coronakrisen skaber ekstra pres på lagerlokaler

Flere års uafbrudt opsving – frem til coronakrisen – har betydet, at de otte kommuner i Vestjylland i første kvartal 2020 stod med det laveste antal udbudte lagerhaller, logistikejendomme og fabrikshaller i næsten 13 år. Det fremgår af tal fra Ejendomstorvet.dk.

- Vores seneste tal viser et udbud på 1,4 procent af de samlede lager- og produktionslokaler i Vestjylland. Det er både det laveste i området siden slutningen af 2007 og det laveste blandt de ni landsdele, vi løbende følger – dog med en delt førsteplads med Nordjylland samt Vest- og Sydsjælland. Udbuddet i Vestjylland toppede i midten af 2013 med 4,6 procent, men siden er der kommet liv og aktivitet i masser af bygninger, siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er cirka 9.650 lokaler og erhvervsejendomme lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk, heraf præcis 1.459 lager- og produktionslokaler.

Vestjylland har næsten 13 procent af landets samlede kvadratmeter lagerlokaler og fabrikshaller. Det seneste år har tomgangen på landsplan ligget nogenlunde konstant på 1,9 procent, mens andelen af udbudte lokaler i Vestjylland er faldet fra 1,7 procent til 1,4 procent.

- Vestjylland er en vigtig del af produktionsdanmark, og vi oplever bred efterspørgsel af større lokaler i flere brancher, særligt i Herning og Ikast-Brande. Produktionsvirksomhederne er foreløbig ikke ramt særlig hårdt af coronakrisen, men mange risikerer at blive ramt senere, især hvis økonomien bremser op i de store eksportlande, siger Torben Clausen, indehaver af Clausen Erhverv i Herning.

En lignende melding kommer fra Home Erhverv.

- Der har været markant efterspørgsel de seneste tre-fire-fem år i kraft af opsvinget, særligt i de større byer. Og da der ikke har været meget nybyggeri, er det efterhånden blevet svært at finde lokaler. Områdets industrivirksomheder er indtil videre ikke påvirket så meget af coronakrisen, og faktisk har vi fået flere forespørgsler fra virksomheder, som har brug for ekstra lagerplads i øjeblikket, fordi hele forsyningssystemet er ramt, så de har brug for at opmagasinere varer, siger Ib Stampe, partner i Home Erhverv Midt- og Vestjylland i Herning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125