23948sdkhjf

Biltransportører følger udviklingen time for time

Hvis der er nogle aktører i transportbranchen, som den seneste tids nedlukning har været ekstra hård ved, må det være biltransportørerne. Bilproducenter verden over lukkede deres aktiviteter ned i marts, og siden er markedet for import af nye biler stort set tørret ud.

Det fortæller administrerende direktør i Scandinavian Auto Logistics (SAL) Henrik Otto Jensen til Transportmagasinet.

- Bilproducenter verden over lukkede mere eller mindre ned samtidig, og det betyder, at den indgående trafik, vi har haft af nye biler, ret hurtigt er tørret ud. Lige nu venter vi bare på, at producenterne genåbner – nogle er heldigvis så småt i gang igen, siger Henrik Otto Jensen.

Holder trafikken i gang
Rederiet Grimaldi Lines er majoritetsejer i Scandinavian Auto Logistics, og her har man valgt at holde trafikken til Danmark gående gennem hele krisen, hvor man har suppleret søtransporten af nye biler med andre typer gods.

- Det har selvfølgelig været en hjælp, at infrastrukturen er blevet holdt åben, og at vi derfor heller ikke er lukket helt ned, siger Henrik Otto Jensen og tilføjer, at SAL gennem nogle af regeringens hjælpepakker har sendt medarbejdere hjem med lønkompensation.

Det lysner
Han sammenligner nogle af de nuværende markedstendenser med tiden omkring finanskrisen.

- Under finanskrisen oplevede vi, hvordan man indenfor bilbranchen gik fra indeks 100 til indeks 10 på omkring 20 dage. Vi ser nogle af de samme tendenser nu: Selvom økonomien var generelt stærkere, inden vi blev ramt af corona-krisen, så bremser det altid privatforbruget med det samme, når befolkningen har stor uvished om deres situation, siger Henrik Otto Jensen.

Der er dog ikke tale om, at man hos SAL bare sidder afventende med hænderne i skødet.

- Vi følger situationen tæt, time for time, og håber på nogle bedre signaler globalt og nationalt. Det lysner nu, men det vil tage tid, når vi skal have hele forsyningskæden op at køre igen, siger han til Transportmagasinet.

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11