23948sdkhjf

Terberg kører skinker i Sæby

Fra tidlig morgen til sen aften er terminaltraktorer i fuld sving med at flytte trailere på Danish Crowns slagteri i Sæby.

Det går stærkt hos Danish Crown-slagteriet i Sæby. En stadig strøm af svinekød skal sendes ud i verden, og derfor har N.C. Nielsen leveret endnu en Terberg YT 222 terminaltraktor, der kan flytte løstrailere i det travle udlæsningsområde i slagterigården.

Den nye terminaltraktor blev leveret på bare tre uger og danner nu par med en tilsvarende terminaltraktor med seks år på bagsmækken.

Terberg YT 222 er tilpasset til håndteringsprocessen hos Danish Crown. N.C. Nielsen har ombygget terminaltraktoren med en lav sektion bagtil og en tilvirket bagskærm, der passer til slagteriets eget bukkesystem. Det betyder, at terminaltraktoren kan køre løstrailere til læsseramperne og lade dem stå selv. Efter læsning køres trailerne videre til et nærliggende afhentningsområde.

Terminaltraktorerne hos Danish Crown betjener 15 læsseramper. Fra tidlig morgen til sen aften er de i fuld sving med at flytte trailere på fabriksarealet og på offentlig vej mellem afdelingerne. Slagteriet i Sæby fremstiller dagligt 18.000 skinker, der køres direkte ud i de ventende køletrailere.

Disse fragtes så videre til frysehuse i ind- og udland og mange trailere køres til containerterminalen i Aarhus til udskibning.

Uden nedbrud i seks år
- Vi har gode erfaringer med vores Terberg terminaltraktorer, udtaler værkfører Ole Aaberg fra Danish Crown i Sæby.

- Vi fik den første terminaltraktor for seks år siden. Den har kørt upåklageligt og uden nedbrud i alle årene. Det var derfor nemt at vælge igen.

- Vi har haft en rigtig god dialog med N.C. Nielsen og på kun tre uger har værkstedet i Balling kunnet ombygge og levere den nye Terberg terminaltraktor. Det er ret imponerende

Fem erfarne chauffører
De to Terberg terminaltraktorer hos Danish Crown betjenes på skift af fem erfarne chauffører, der tilmed også kører gaffeltruck på slagteriet.

Som en del af processen var chaufførerne med på virksomhedsbesøg hos N.C. Nielsen i Balling for at teste den nye Terberg YT 222 terminaltraktor, få tilpasset tekniske finesser og få demonstreret de nyeste funktioner i terminaltraktoren.

- Jeg vil gerne fremhæve det høje komfortniveau i en Terberg terminaltraktor, siger Ole Aaberg.

- Med de mange timer bag rattet er det afgørende med et behageligt arbejdsmiljø inde i førerkabinen. Vores chauffører kan nyde godt af opvarmningen på forhånd, aircondition, det justérbare førersæde, de ergonomiske instrumenter, spejlene og det gode udsyn til alle sider.

- Til sammen gør den slags en forskel i en travl hverdag, pointerer værkføreren.

Kundetilpasset løsning
Hos N.C. Nielsen glæder man sig over at kunne hjælpe Danish Crown med en kundetilpasset løsning på relativt kort tid:

- Hos Danish Crown var de meget bevidste om, hvad de ville have, fortæller salgschef Jørgen Peter Lund fra N.C. Nielsen.

- Teknisk set var opgaven veldefineret, da terminaltraktoren skulle passe meget præcist til det eksisterende bukkesystem hos slagteriet. Ved at sænke bagenden, vælge den rette dæktype og montere en særlig bagskærm kunne vi ramme den rigtige frihøjde for terminaltraktoren. Vi er glade for at have fundet frem til en optimal løsning, der bidrager til en fleksibel intern transport af løstrailere, slutter salgschefen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156