23948sdkhjf

Blue Water og SAS sikrer direkte fragtfly mellem Danmark og Kina

Aftale mellem Blue Water Shipping og SAS Cargo åbner for direkte luftfragt mellem Europa og Kina

Efterspørgslen på luftfragt til og fra Kina er ganske stor, men på grund af COVID-19-situationen er næsten alle almindelige flyvninger stoppet, hvilket giver lange transittider for de europæiske virksomheder – både hvad angår import og eksport. Den nuværende luftfragtkapacitet kan dermed ikke indfri det behov, der er hos erhvervslivet i de europæiske lande for at kunne opretholde deres produktion og aktiviteter.

Det fremgår af Blue Water Shippings hjemmeside.

Blue Water har derfor ekstraordinært indgået en charter-aftale med SAS Cargo om en direkte fragtruteservice med to ugentlige returflyvninger mellem Danmark/København og Kina/Shanghai. Første flyvning er i dag, 6. maj, og der er indtil videre planlagt otte forventede flyvninger.

- Det er en svær situation for mange af vores kunder, da det er meget vanskeligt at få transporteret deres gods enten til eller fra Kina. Det drejer sig både om import af vitale sundhedsforsyninger og import af varer for vores normale erhvervskunder. Men også på eksportsiden er der et stigende behov. Det er derfor, vi har besluttet at investere i denne midlertidige fragtruteflyvning, siger Palle Kamstrup, der er Global Director Sea & Air hos Blue Water.

Tæt samarbejde
SAS Cargo er valgt som partner på baggrund af de to firmaers langvarige samarbejde. Ruten går mellem København og Shanghai, da der begge steder er de nødvendige faciliteter, samt at lufthavnene er centrale i SAS’ rutenet.

- Siden starten af COVID-19, har luftfragt været en vital partner i at sikre transporten af vigtig medicinsk udstyr og medicin og holde de livsnødvendige transportkorridorer åbne for de mest kritiske tids- og temperatursensitive produkter. I disse kritiske tider prioriterer SAS Cargo at holde så mange som muligt af disse vigtige luftkorridorer åbne og dermed bidrage til at sikre en stabil, sikker og hurtig lufttransport, siger Leif Rasmussen, President & CEO SAS Cargo Group A/S.

Stærk indsats
Luftbroen promoveres af Blue Water i fællesskab med firmaets mangeårige agent i Kina, Cargo Services Group, som er en international logistik- og speditionskoncern hjemmehørende i Kina.

John Lau, Cargo Services Groups grundlægger og CEO udtaler:  

- Vi glæder os over samarbejdet med Blue Water Shipping omkring etableringen af denne luftbro mellem Kina og Europa. Formålet er at imødekomme kundernes behov for transport af gods mellem vores to kontinenter – specielt de presserende forsyninger af værnemidler  til landene i Europa, som er ramt af COVID-19.

Det har været en udfordrende opgave at få etableret flyvningerne, da arbejdet med at få tilladelserne i hus er ganske krævende under de nuværende omstændigheder. 

- Takket være en stærk indsats af vores egne folk samt SAS Cargo og Cargo Services Group er det lykkes at komme i mål med tilladelser og hele vores setup. Nu ser vi frem til at kunne servicere vores kunder, og andre der har behov for hurtig og sikker flytransport siger Palle Kamstrup, der forventer god efterspørgsel på kapaciteten.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141