23948sdkhjf

ADP leverer tilfredsstillende resultat

ADP fortsatte i 2019 udviklingen af ADP-havnenes kerneforretning og af Taulov Dry Port. Fortsat høje godsmængder, stigende udlejningsaktiviteter i Taulov Dry Port, tilgang af nye kunder samt stigende mængder af recycling-produkter og agribulk er baggrunden for årets resultat på 60,5 mio. kr.

Havnevirksomheden betegner resultatet som tilfredsstillende, og over det forventede niveau. Resultatet skyldes, at ADP i 2019 solgte Middelfart Trafikhavn som følge af en ændret ejerstrategi.

Kerneforretningen var i 2019 påvirket af en fortsat øget konkurrence og en uforudsigelighed påvirket af globale markedsvilkår. Til gengæld oplevede ADP en positiv udvikling inden for flere produktområder. Ro/Ro-gods kom godt ud af 2019 med en stigning på 0,6%. For råolie har der været en stigning i mængderne på 8%. Containerforretningen slutter året med et lille fald i forhold til 2018, som var et rekordår for containere på Fredericia Havn.

ADP tager markedsandele
I 2019 har ADP øget markedsandelen på fast bulk, særligt er der stigende mængder inden for produkter, der understøtter den grønne omstilling, herunder træpiller og bio-produkter fra landbruget.

En strategisk prioritet i 2019 har været at koble bæredygtige projekter med fokus på den grønne omstilling på kerneforretningen. En positiv effekt af dette har ADP bl.a. set gennem en stigende oplagring og udskibning af recycling-produkter fra Fredericia Havn. I 2019 satte ADP Danmarksrekord med den største udskibning af recycling-produkter.

Samlet set har havnevirksomheden realiseret 104.000 tons recycling-produkter, svarende til en stigning på 120% i forhold til 2018.

Udvikling til fremtidens efterspørgsel
I 2019 har ADP taget nogle strategisk vigtige skridt i den langsigtede udvikling af havneterminalerne og af Taulov Dry Port. Taulov Dry Port har, med opførelsen af 49.300 m2 lager- og logistikfaciliteter, sat ADP markant på markedet for moderne og fleksible lagerfaciliteter med central beliggenhed.

"Vi har set en meget positiv effekt af vores styrkeposition, hvor vi gennem kobling af havn og dry port går i markedet med 360-graders fleksible og bæredygtige løsninger inden for logistik, lager, multimodale transportløsninger og havneinfrastruktur. Flere nye kunder, som opnår værdi af en sammenhængende logistikkæde, er i 2019 kommet til", skriver havnen på sin hjemmeside.

Og på Fredericia Havn vil nye pakhuse og forbedret infrastruktur sikre, at ADP kan tilbyde kunder og samarbejdspartnere fremtidssikrede løsninger.

- Vores ambition om at gå forrest i markedet med nyskabende løsninger ser vi frem til at realisere over de kommende år. Vi er en samarbejdspartner, som tænker 360-grader rundt om vores kunders udfordringer, og vi kan med noget af Danmarks bedste havneinfrastruktur og moderne lagerfaciliteter tilbyde vores kunder nyskabende løsninger, siger Rune D. Rasmussen, administrerende direktør i ADP.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11