23948sdkhjf

Ancotrans laver bedste resultat i 138 år: - Vi er mega stolte

Det går rigtig godt hos Nordeuropas største containertransportør. Faktisk kunne Ancotrans for nylig præsentere deres årsregnskab, som er det bedste i virksomhedens 138 år lange historie.

- Det er helt fantastisk, og vi er mega stolte, siger administrerende direktør i Ancotrans, Anne Kathrine Steenbjerge, som kunne se omsætningen vokse med 18 procent til 820 mio. kroner i 2019.

Toplinjen voksede ikke uden effekt. Ancotrans mere end tredoblede overskuddet, så resultatet før skat rundede 30 mio. kroner, mens medarbejderstaben i øvrigt blev udvidet fra 218 til 250 ansatte.

- Det er et udtryk for, at vores strategi, som vi har arbejdet på i mange år, er begyndt at give pote, siger Anne Kathrine Steenbjerge, før hun kort opsummerer Ancotrans’ opskrift på succes.

- Vores strategi er at internationalisere og digitalisere forretningen, samtidig med at vi udvikler løsninger, der er så grønne og bæredygtige som muligt. Vi har sat mange penge af til at støtte den grønne omstilling, herunder ved at plante træer og derigennem tilbyde klimakompenseret containertransport. Det er vi nogle af de eneste i markedet, der kan tilbyde.

Coronavirus har medført nedgang
Som containertransportør med internationalt fokus har Ancotrans naturligvis også været påvirket af coronavirussen, der blandt meget andet har påvirket varernes bevægelser ind og ud af landet.

- Indtil videre har vi mærket en mindre nedgang. Vi har mærket, at kunderne booker med kortere tidshorisont, og aktiviteterne er mere uforudsigelige og svingende lige nu. Der er større ubalance og udsving, og flere ad hoc bookinger, som også har noget at gøre med udbuddet af materiel, som er mere usikkert lige nu. Der er ikke den samme struktur, det er lidt mere kaotisk, siger direktøren og fortsætter:

- Heldigvis har vi endnu ikke set et stort fald i volumen, men vi ved, det kommer til at ske på et tidspunkt, fordi vi forbruger mindre, eksporten har det svært og verden omkring os er lukket ned. Så der er ingen tvivl om, at vi ser et stormvejr på horisonten.

Takket være det flotte økonomiske resultat, har ledelsen dog is i maven, når stormen skal rides af.

- Man sover lidt bedre om natten. Og jeg er meget stolt af, at vores medarbejdere har knoklet for at være med til at sikre os mod et potentielt kommende stormvejr, siger Anne Kathrine Steenbjerge.

Anders Nielsen & Co.
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 820,8 693,2
Resultat af primær drift 29,1 8,7
Resultat før skat 30,2 9,8
Årets resultat 23,5 7,5
Balancesum 226,0 202,7
Egenkapital 65,9 48,5
Antal ansatte 250 218
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078