23948sdkhjf

Ny generation i front for Jørgen Jensen Distribution: - Der skal ikke nye boller på suppen

Et generationsskifte kan være startskuddet til at gøre op med det gamle og lægge stilen om. Men hos Jørgen Jensen Distribution forholdt det sig faktisk ganske modsat, da Dan Borg overtog styrepinden efter far Anders Borg.

Her lægger den unge direktør nemlig vægt på at værne om virksomhedens værdier og gode navn.

- Jeg har en meget ydmyg holdning til, hvad vores virksomhed står for. Sådan kommer det også til at være i fremtiden, for vores værdier er også vores styrke, som er med til at sikre vores plads i markedet, især når det kommer til samarbejde med kunder og leverandører. Det er noget af det, der gør, at vi skiller os ud, sammenlignet med nogle af vores konkurrenter, siger han til Transportmagasinet, og tilføjer:

- Der er selvfølgelig nogle fokusområder, som vi, både fornuftsmæssigt og i forhold til, hvad kunderne efterspørger, kommer til at kigge lidt mere på. Det kunne for eksempel være miljø og bæredygtighed, hvor der fremover vil være mere fokus. Men det kommer ikke på tale at virksomheden skal vendes på hovedet.

En langvarig proces
Generationsskiftet har været en løbende proces, der har strakt sig over de seneste 16 år. Dan Borgs rolle i virksomheden har været tiltagende over de senest 10 år, hvor han sammen med Anders Borg har kørt virksomheden i kompagniskab.

- I nogle af de mellemliggende år har vi været i produktionsmode, hvor tingene er gået lidt op og ned, så vi havde behov for at stabilisere forretningen over en længere periode. I slutningen af 2018 var vi ved at være på det spor, vi havde arbejdet på i nogle år, og så snakkede vi om, hvad der så skulle ske, siger Dan Borg.

Professionel bestyrelse
I samme ombæring gjorde far og søn nogle tanker om at få nogle professionelle bestyrelsesmedlemmer ind i foretagendet, som især skal støtte op om den fremtidige ledelse af virksomheden – efter ønske fra Dan Borg.

- Jeg har det godt med, at vi får tilført nogle professionelle kræfter til vores bestyrelse, med henblik på at drive virksomheden videre i fremtiden. Min far vil stadig være til stede i virksomheden de kommende år, men med tiden er det planen, at han skal begynde at drosle lidt ned, og så har jeg lagt vægt på, at jeg vil have nogen ind, som kan være med til at give en lidt bredere sparring, siger direktøren.

Ro i maven
Generationsskiftet trådte endeligt i kraft i slutningen af 2019.

- Jeg har snart været 16 år i virksomheden og ved ned i detaljen, hvad vi står for. Så på den måde er det ikke en stor omvæltning, udover at det selvfølgelig er mig, der står med flere af de endelige beslutninger. Når jeg tænker efter, så står jeg nu med et stort ansvar for en mellemstor virksomhed. Det er heldigvis ikke noget, jeg ligger vågen over om natten.

Selvom det er krisetider i Danmark, så er det ikke noget, der lægger en dæmper på den unge direktørs glæde over at træde til som næste generation. Han har tværtimod helt ro i maven over sin beslutning om at tage over:

- Det er dejligt, men jeg er ydmyg overfor det, og jeg kan mærke, det er den rigtige beslutning, både for mig og min far. Så det er jeg bestemt ikke ked af, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172