23948sdkhjf

DFDS afskediger 200 ansatte i Danmark i spareplan

Det danske rederi DFDS vil spare en kvart milliard kroner i omkostninger og vil derfor skære 650 stillinger – heraf 200 i Danmark.

Det oplyser rederiet mandag i en meddelelse til fondsbørsen.

DFDS beskriver manøvren som en "tilpasning til nye markedsvilkår".

- Tilpasningen til de nye markedsvilkår medfører beklageligvis, at omkring 650 medarbejdere vil forlade DFDS i de kommende måneder, hvoraf 200 er ansat i Danmark, skriver DFDS.

Rederiet forklarer, at siden corona-pandemien for alvor ramte Europa i midten af marts, har DFDS udviklet en plan med et længere perspektiv. Planen implementeres i de kommende måneder.

- Vores indledende tilpasning til covid-19 er kommet godt i mål. Vi tager nu yderligere skridt for at sikre den langsigtede vækst og effektivitet. Samtidig fortsætter vi med at holde øje med med nye muligheder, der kan opstå, siger DFDS' CEO Torben Carlsen i meddelelsen.

DFDS har i alt i omegnen af 8600 medarbejdere.

Satser på fragt

Tilpasningen medfører, at DFDS fremover vil forsøge at saste mere på fragt, som ikke er underlagt de samme restriktioner som passagerforretningen. Det større sats indebærer blandt andet, at salg af større industriløsninger til fragtkunder, der involverer både færge- og logistikdriften, bliver kombineret i én enhed, der skal drive salget på tværs af DFDS’ organisation.

Enheden bliver en del af divisionen Logistics, og ifølge DFDS vil ændringen både styrke det kommercielle fokus og sørge for, at overlappende funktioner bliver afskaffet. Desuden vil fragt- og logistikdriften blive tilpasset de nye markedsvilkår, blandt andet igennem en "optimering" af driften af havneterminaler og kørsel.

Et andet led i tilpasningen er, at ferry-divisionen fremover kommer til at fokusere på at levere pålidelige og omkostningseffektive ydelser til speditører og vognmænd. DFDS' passagerkoncepter er allerede tilpasset i forhold til ændringerne i rejsemarkedet, hvor målgruppen nu i højere grad er passagerer, der primært rejser for transportformål. Det vil for eksempel sige ferierejser, i modsætning til at rejse for oplevelsens skyld på de såkaldte mini-cruises på Oslo-København og Newcastle-Amsterdam. Derfor er koncepter og tilbud ombord på færgerne blevet forenklet.

Endelige skal en række forbedrings- og effektiviseringsprojekter forenkle og fokusere funktioner, der understøtter driften. Det omfatter en omorganiseret og integreret IT- og digital organisation samt reduktion af flere funktioner.

Går bedre end ventet

Fyresedlen til de 200 danske medarbejdere betyder, at DFDS træder ud af den danske aftale om lønkompensation fra i dag. Rederiet forventer en engangsomkostning knyttet til afskedigelserne på omkring 100 mio. kroner i 2020, som vil blive bogført under særlige poster i regnskabet.

Det er de ovenstående initiativer, der forventes at give besparelser svarende til 250 mio. kroner om året. Forventningen er, at tiltagene i 2020 vil give en positiv effekt på bundlinjen på 50-75 mio. kroner. 

Det er ellers gået bedre med fragtmængderne i andet kvartal, end DFDS havde forventet, fremgår det af meddelelsen. Ud af de 12 fragtfærger, der er blevet lagt op siden midten af marts, er de fem nu tilbage i drift.

Stor usikkerhed i passagerforretning

Værre ser det ud for de færger, der har passagerer som den primære målgruppe. Hvor Oslo-København nu er genåbnet med et fast stop i Frederikshavn, ligger færgerne fra Amsterdam-Newcastle stadig stille, ligesom passagertrafikken på Den Engelske Kanal, indtil rejserestriktionerne til og fra Storbritannien bliver lempet. 

- Usikkerheden er fortsat ekstraordinært høj, særligt for rejsemarkedet. Det medfører, at der fortsat vil kunne forekomme betydelige ændringer i resultatforventningen og dens forudsætninger i anden halvdel af året, skriver DFDS i meddelelsen.

Som Søfart tidligere har skrevet, har den nye virkelighed for DFDS' passagerforretning, som sidste år udgjorde 16 pct. af rederiets omsætning, ført til en opsplitning af passageraktiviteterne og dertil hørende ny ledelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126