23948sdkhjf

Transportkoncern har fuld fart på e-handel: Ramte indeks 500 under krisen

Corona-krisen har været en hård pille at sluge for erhvervslivet i Danmark såvel som resten af verden, men det er heldigvis ikke alle områder af handelslivet, der har ligget stille under pandemiens rasen.

Hos transport- og logistikkoncernen Scan Global Logistics har de oplevet travlhed på flere segmenter, fortæller administrerende direktør Allan Melgaard til Transportmagasinet.

- Til trods for corona-krisen har vi i store dele af forretningen haft et rigtig fint aktivitetsniveau. Den kundesammensætning, vi har globalt gør, at vi har haft en god aktivitet, siger han.

Der er dog nogle områder, hvor der har været ekstra svært de foregående måneder.

- Vi har haft nogle segmenter, der har været nede, herunder automotive, fordi bilfabrikkerne som bekendt har været lukket, og ligeledes med mode og detailhandel. Til gengæld har vores kunder indenfor fødevare og medtech været særligt aktive, og de fleste har været på indeks 100 eller mere under krisen, forklarer direktøren.

Som samarbejdspartner til flere organisationer under FN har Scan Global Logistics også oplevet at have usædvanligt travlt under krisen, og det er lykkedes virksomheden at tage markedsandele i lande som Spanien, Holland og Belgien, hvor koncernen først for nylig har åbnet kontorer.

Og så har ét segment selvfølgelig været helt i top under krisen: Nemlig e-handel.

- E-handel er i den grad kommet for at blive og vokse sig stor. I 2019 opkøbte vi IC Groups e-commerce-gren, og det har været en stor succes i 2019, men er især vokset voldsomt her i 2020. Så vi er i den grad gearet til den voksende e-handel, siger økonomidirektør Claes Brønsgaard Pedersen, og Allan Melgaard supplerer, at koncern har ramt indeks 500 på sit e-handelssegment i forhold til før corona-krisen.

- Mange kunder vil gerne ind i e-handlen nu og har set, at det er et ben, de også er nødt til at stå på, og det giver mange spændende muligheder for os i det segment lige nu, siger Claes Brønsgaard Pedersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.552