23948sdkhjf

Direktør: City Container styrer sikkert gennem krisen

De seneste måneders corona-relaterede undtagelsestilstand har ikke for alvor ramt City Container på bundlinjen. Det fortæller direktør Nikolaj Meyland-Smith til Transportmagasinet.

- Heldigvis har krisen ikke ramt os særligt på resultatet. Vi har nogle kunder indenfor underholdnings- og restaurationsbranchen, hvor det hele har kørt på lavt blus, men til gengæld har vi oplevet god plads på vejene, så vi har fået mere fra hånden i løbet af en arbejdsdag.

Læs også: Ny direktør i City Container: - Kagen skal skæres forfra

Selvom City Container som virksomhed er sluppet nådigt, kan Nikolaj Meyland-Smith personligt se tilbage på en turbulent første tid i virksomheden. Direktøren tiltrådte den 17. februar i år – og få uger senere blev landet næsten lukket helt ned på grund af coronavirussens indtog.

- Da coronavirussen dumpede ned i Danmark, stod vi pludselig overfor nogle udfordringer, ingen var forberedt på. Heldigvis har vi været ekstremt dygtige til at være håndtere den nye virkelighed, siger Nikolaj Meyland-Smith.

Fuld drift trods krise

City Container måtte selvfølgelig også tage deres forbehold; nogle af virksomhedens processer måtte lægges om, og på kontoret måtte medarbejderne indstille sig på at arbejde hjemmefra. Men produktionen ude på gader og stræder var nødt til at fortsætte.

- Vores operationelle drift har mødt ind forskudt og på skift, og de har knoklet gennem hele perioden. Det har været en noget isoleret oplevelse for dem, men takket være vores samlede indsats har virksomheden været i fuld drift, fortæller direktøren.

Trygge rammer

Nikolaj Meyland-Smith tager dog ikke City Containers sikre kurs for givet; i stedet peger han på en høj grad af fleksibilitet blandt medarbejderne, der har formået at tænke løsninger og tilpasse processer, alt imens håndsprit, værnemidler og afstand er blevet en del af hverdagen.

- Jeg har haft det helt som alle mine kolleger, for med sådan en pandemi er der en enorm usikkerhed, og den har jeg også selv mærket. På det punkt er jeg ikke anderledes end så mange andre, siger han, og fortsætter:

- Som leder forsøger man med alt man kan at skabe tryghed og rammer som folk kan forstå og agere under, samt lave en handlingsplan, vi kan stå sammen om. Det gælder om at holde roen og kommunikere ekstra meget for at give en forsikring om, at vi stadig er her, selvom vi sidder lidt forskellige steder rundt omkring i landet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078