23948sdkhjf

Vi har prøvekørt: DAF er klar til terrænet

Vi har prøvet den nyeste entreprenørlastbil fra DAF - en 8x4 udgave af XF med betegnelsen FAW. Den har tandembogie med enkeltreduktion samt en tvangsstyret bogieaksel.

DAF Trucks har succes i hele Europa med en total andenplads i det tunge segment - og det skulle gerne overføres på det danske marked blandt andet gennem et øget salg af de nye entreprenør-lastbiler, som DAF Trucks satser meget på fra i år - med nye aksel-konfigurationer.

Sidste år kørte vi i en række af DAF’s nye entreprenørkøretøjer i en stor grusgrav i Spanien. Nu er bilerne klar herhjemme, og forleden fik vi mulighed for at prøvekøre en 8x4 udgave af XF-modellen med betegnelsen FAW.



Testen foregik på Sjælland, og bilen er en del af fabrikkens demoflåde, som netop nu turnerer landet rundt.

En arbejdshest
Space Cab-førerhuset er det næststørste hos DAF. Bilen var opbygget som ren arbejdshest, så der var brugt en del hård plast på instrumentbrættet for lettere rengøring.

Der var et avanceret "Xtra Leather Air" sæde i læder, sædevarme og aktivt kulfilter. Dertil læderrat samt to armlæn. Alt i alt super komfort til selv længere ture. Man sidder godt bag rattet.

Den øverste køje er kun tænkt som bagagebærer med net i fuld bredde, så der følger ikke madras med. Derimod er underkøjen forsynet med en ekstra komfortabel madras med en tykkelse på 150 mm med såkaldte pocketfjedre.

God aflæggeplads
Vi skal også nævne det ekstramonteret køleskab og flere skabe. Der er to rum under køjen: Det ene kan man få adgang til både indefra og udefra, det andet kun udefra.

Som entreprenørbil er der kofanger i galvaniseret stål, og der er luftaffjedret førerhusophæng. LED lygterne har særligt kraftigt lygteglas - og kombineret tågelygte- og kurvelysfunktion.

Test i grusgrav
Bilen havde ikke den største motor fra DAF; men 480 hk-motoren viste sig dog rigelig kraftig til at håndtere køretøjets 40 ton fordelt på forvogn og påhængsvogn.

Det gjaldt også i NCC’s grusgrav i Stærkende ved Roskilde, som vi venligst fik stillet til rådighed for en kort offroad-test og fotografering.

Intelligent fartpilot
Bagefter gik turen til Sydsjælland og retur. Det foregik dog alene på motorvejen, da bilen var forsynet med en større anhænger, som vi ikke ville udsætte lokale borgere langs de mindre landeveje for.

Bilen havde ikke adaptiv fartpilot (ACC), men intelligent fartpilot, som bruger GPS-system til at forudse ændringer i vejforløb og topografi til at indstille gearene rigtigt og mest økonomisk blandt andet ECO-Roll funktion, hvor bilen kørte på friløb.

Motorbremse og intarder
Testbilen havde desuden både motorbremse og intarder (retarder integreret i gearskiftet), så vi sled ikke så meget på bremserne.

Et chaufførtræningssystem fortæller chaufføren, hvor økonomisk, der køres.

Når man slår ECO-funktionen til, kører man med fartbegrænsning til 85 km/t, ellers kan der køres 90 km/t. Bilen var også udstyret med Lane Departure Warning.

Letkørt med automatgear
Vores testbil var en 8x4 med 13-liters 480 hk MX-13 motor, og den klarede bakkerne uden problemer - og lastbilen var letkørt med sin 12 trins ZF TraXon automatgearkasse. I hvert fald kom vi - bortset fra rundkørsler og sving - ikke ud af øverste 12. trin på gearkassen.

Mange mener, at DAF’s indstilling af teknikken er lige økonomisk nok, for bilen tøver med at geare ned på bakker. Det er nok årsagen til, at DAF høster så mange roser som en af Europas mest økonomiske lastbiler.

Smidig med 480 hk
Bilen var ikke monteret med brændstof-måleudstyr, men testchaufføren fra DAF havde på den 720 kilometer etape fra fabrikken i Eindhoven og til Kolding kørt med et gennemsnit på 3 km/l.

Det er flot. Der er trods alt tale om en 8x4 lastbil med påhængsvogn i en 7-akslet kombination med to trækkende aksler og en medstyrende bagaksel.

Ny type tandem-bogie
Forakslen på 10 tons har fabrikken selv har udviklet og produceret. Den er lanceret i DAF’s nye program for bygge- og anlægssegmentet. Til forakslen på testbilen var der parabel affjedring med tre bladfjedre.

Selve lastbilen var en 4-akslet XF forvogn med tridem-aksel bestående af den helt nye SR1360T tandembogie med enkeltreduktion - 2 x 13 ton tandem med luftaffjedring med otte luftbælge plus skivebremser. Dertil tvangsstyret 7,5 ton bogieaksel.

Påhængsvognen var 3-akslet - og leveret af den hollandske producent GS Meppel. Containerne var fra Python KTK, der ligeledes er hollandsk. Kroghejs var fra Multilift - model Ultima 30S.63 Flex.

Lille vendediameter
Det nye 8x4 chassis har en teknisk totalvægt på 37 ton. Køretøjet er let at manøvrere takket være den tvangsstyrede bogieaksel. Vendediameter som solokøretøj er kun 7,8 meter, hvilket gør køretøjet velegnet til transport af tunge laster på blandt andet byggepladser.

Bogieakslen var med enkeltmontering. Akslen var medstyrende og løftbar for at lette manøvrering. Indenfor entreprenørkørsel er en 7,5 ton bogieaksel velegnet til brug på lastbiler, som udfører mindre tungt arbejde så som containerkørsel og transport af byggematerialer.

Fordel for opbyggere
Desuden giver et stort hulmønster i chassisets bageste overhæng mulighed for hurtig montering af læssebagsmækker, kraner, tværvanger og underkørings-afskærmninger.

For at opnå lavest mulige driftsomkostninger er intervallet for olieskift i tandem-akslernes akselhus tre år eller 450.000 kilometer. Der er et års fabriksgaranti, dog to år for drivlinen.

DAF har derfor udviklet særlige tjenesteydelser såsom DAF MultiSupport reparations- og vedligeholdelseskontrakter til entreprenørudgaver.

Tilpasset danske forhold
DAF Trucks har det senest år gjort rigtig meget for at få en større del af markedet i entreprenørsegmentet. Vi har blandet introduceret  FAW, en tridem bil med tandem træk og en styrende 4. aksel, fortæller Rita Hansen fra DAF Trucks i Danmark..

- Den type køretøj er specielt lavet til vores kørsel i Danmark, da den kan køre som et 7 akslet vogntog, og den passer perfekt til danske forhold.

- Modellen FAW fås som både CF og XF model og i den akselafstand man måtte ønske. Kunden kan derfor skræddersy bilen til lige det behov vedkommende måtte have.

- Vi har også andre muligheder for vognmænd og transportfirmaer i entreprenørsegmentet. Her står vi hos DAF og vores forhandlere naturligvis til rådighed med vejledning og rådgivning omkring dette, slutter Rita Hansen..

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11