23948sdkhjf

Fremsynet vognmand klar til fremtiden

Lastbilmægleren leverer første 5-akslede kranbil forberedt til fremtidens akseltryk

Vognmandsforretningen Poul Erik Jeppesen & Søn/Roslev Kranbetjening A/S i Skive har netop sat sin største kranbil nogensinde i drift. Og der er ikke "bare" tale om en stor kranbil, som der jo er masser af i Danmark, men et fremtidssikret køretøj, der er specificeret og opbygget til fremtidens regler og muligheder herhjemme.

Kranbilen er en Volvo FH 540 med efternavnet 10x4*6, dvs. en fem-akslet forvogn med to foraksler samt tridembogie med tandemtræk og styrbar bogieaksel bag trækakslerne. På ryggen har den en 95 t/m HMF 9520-K7 kran med FJ2200 flyjib samt et 6,2 meter fast lad.

- I Danmark må en almindelig lastbil i øjeblikket veje op til 32 tons total. Det kræver 4 aksler, men hvis man skal højere op, kræver det flere aksler samt indregistrering som blokvogn med de begrænsninger, som det giver. Vi har specificeret bilen, så den passer perfekt til de kommende regler om 5-akslede lastbiler på op til 40 tons totalvægt, som jeg er overbevist om snart bliver en realitet i Danmark, fortæller vognmand Ib Jeppesen.

Både alm. lastbil og blokvogn

- I første omgang er den nye kranbil indregistreret som alm. lastbil til 32 tons total og en nyttelast på 4,3 tons. Den er også registreret til 43,5 tons totalvægt som blokvogn med en nyttelast på 12,3 tons og max. 60 km/t. Mange lande tillader i dag 5-akslede forvogne på 40 tons totalvægt til almindelig kørsel, og jeg er overbevist om, at Danmark snart følger efter. Når det sker, har vi det perfekte køretøj i henhold til de nye regler, fastslår Ib Jeppesen.

- Og med vores 2-akslede kærre kan den selvfølgelig også køre med 56 tons vogntogsvægt, tilføjer han.

Ib Jeppesen overtog i 1997 vognmandsforretningen efter sin far Poul Erik Jeppesen, der grundlagde den i 1964 i Skive. I 2014 overtog Ib Jeppesen virksomheden Roslev Kranbetjening i Roslev nord for Skive, og siden har virksomheden heddet Poul Erik Jeppesen & Søn/Roslev Kranbetjening A/S. Og netop kranopgaver er virksomhedens store specialitet.

- Vi beskæftiger os med alle typer løfteopgaver. Vi har tidligere klaret os med vores nuværende flåde af kranbiler med op til 85 t/m-kraner, men med den nye 95 t/m-kran åbner der sig helt nye muligheder. Og når det på et tidspunkt bliver muligt at komme op på 40 tons total med den 5-akslede bil uden de snærende blokvogns-begrænsninger, råder vi som de første på markedet over en unik kranbil, der både er stærk, fleksibel og effektiv, fastslår Ib Jeppesen.

Chassis fra Vestergaard

Den færdige kranbil er leveret af Lastbilmægleren v. Carsten Lykke i Hedensted. Det er sket i tæt samarbejde med aut. Volvo-forhandler Autohuset Vestergaard i Grindsted, der har leveret chassiset samt HMF Group A/S i Galten, der har leveret kran og opbygning. Her tilføjer Ib Jeppesen, at HMF og deres to smede Kim Hattesen og Mike Thomasen fortjener stor ros for deres arbejde.

- Det er bare en perfekt opbygning af højeste kvalitet. Jeg er meget tilfreds med resultatet, fastslår han.

Køretøjet er i øvrigt lakeret af Carsten Noer Storvognslakering i Vamdrup, der også kan være stolt af det færdige resultat.

- Det har været en spændende opgave at levere den nye kranbil til Ib Jeppesen, fortæller Carsten Lykke, der som selvstændig lastbilmægler kan vælge frit blandt de forskellige leverandører på det danske marked.

- Jeg har lagt meget energi i at finde den rigtige kombination af chassis, kran og opbygning til Ib Jeppesens behov. Han er en meget fremsynet og ordentlig vognmand, som ikke går på kompromis med detaljerne. Sammen har vi arbejdet omhyggeligt med at specificere de enkelte komponenter, så de passer til de kommende regler for 5-akslede lastbiler, som Carsten Lykke også forventer snart bliver en realitet i Danmark.

- Det gælder især akselafstande, vægtfordeling, kranforberedelse, støttebensforstærkninger og -placering, og det var ikke uden en vis stolthed at se det færdige resultat blive godkendt uden anmærkninger og få nummerplader på, tilføjer Carsten Lykke.

Ib Jeppesen har betroet Carsten Lykke ordren på den nye kranbil efter mange gode erfaringer med Lastbilmægleren fra Hedensted.

- Jeg er stor fan af DAFs lastbiler, som jeg har købt flere af hos Carsten. Desværre kunne DAF ikke levere et 5-akslet chassis med styrbar bogieaksel bagest, så derfor endte det med en Volvo, som Carsten skaffede gennem Autohuset Vestergaard. Det har fungeret rigtig godt, og Carsten har igen levet op til min tillid, slutter Ib Jeppesen.

Det er vognmanden himself, der skal køre den nye kranbil til hverdag, mens han har en stribe dygtige chauffører til at køre med virksomhedens øvrige lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.075