23948sdkhjf

Analyse: Transportbranchen fortsætter den gode indtjeningsstime

De seneste års markante indtjeningsfremgang fortsætter, men ikke for alle. Næsten halvdelen af transportvirksomhederne er ikke med på indtjeningsbølgen.

Mens væksten løjer af, fortsætter transportbranchen med at løfte indtjeningen til nye højder.

Transportmagasinets Top-analyse af 216 transportvirksomheder viser, at selskaberne totalt set tjener 16 procent mere på deres kerneforretninger, end de gjorde i 2018, der også var et godt år.

Omsætningen stiger også, men selvom to tredjedele har vækst, vokser toplinjen "kun" med 5 procent. Det er det laveste niveau i tre år.

Transportbranchen har i flere år kæmpet med at få indtjeningen til at følge med den stigende aktivitet i branchen. Hård konkurrence om marginerne, omkostninger til optimeringer og tunge investeringer i produktions- og transportudstyr for at imødekomme efterspørgslen har tidligere tynget bundlinjerne.

Med de seneste par års markante indtjeningsfremgange ser det nu ud til, at transportørerne har fået bedre styr på deres omkostninger og begynder at høste frugterne af deres investeringer.

Sygdom og afgifter truer

Alt er dog ikke en dans på røde roser. Kun lidt over halvdelen tjener flere penge, end de gjorde året før, og halvdelen kæmper med at forbedre deres nøgletal.

Coronapandemien trækker mørke skyer i horisonten. DSV Panalpina estimerer, at transportvolumen er faldet mellem 15 og 30 procent som følge af Covid-19 - specielt i marts og april.

Selvom transportmængderne er faldet på flere områder, klarer transportvirksomhederne sig faktisk overraskende godt gennem den første del af Coronakrisen.

Oveni Coronakrisen er der senest kommet et udspil fra regeringen om, som et led i den grønne omstilling, at den danske transportbranche skal betale en betydelig del af gildet gennem "roadpricing".

Hvordan det helt præcist vil ramme transportsektoren, og hvilke konsekvenser resten af Corona-udviklingen vil få, er endnu uvist.

Vi ved, at transportbranchen ud fra de seneste regnskabstal står stærkere, end den har gjort i flere år. En styrket soliditetsgrad og et forbedret overskud giver blandt andet et godt udgangspunkt til at modstå de udfordringer, der måtte komme.

Artiklen er en del af temaet Transportbranchens Top 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125