23948sdkhjf

Post Danmark: Usikre fremtidsudsigter trods forbedret økonomi

Danmarks nationale postomdeler leverer et regnskab, der giver forsigtig grund til optimisme, men også til bekymring.

Når snakken går på Post Danmark, den danske del af PostNord, er det ofte i forbindelse med massive underskud og nedskæringer. Selskabet har historisk set ikke været et pragteksemplar på, hvordan en velkonsolideret virksomhed skal se ud. I det seneste regnskab er der dog flere sundhedstegn at spore hos postomdeleren.

Omsætningen falder fortsat hos Post Danmark, som leverer en rekordlav omsætning på 4,7 mia. kr.

Post Danmark kort fortalt

  • Håndtering af breve udgør nu under en tredjedel af Post Danmarks samlede omsætning.
  • Siden 2002 er der knap 17.000 færre ansatte i selskabet.
  • Post Danmark leverer et positivt driftsresultat i 2. kvartal 2020 som følge af kompensation fra den danske stat.
  • I efteråret skal befordringspligten genforhandles.
  • Overskudsgraden er på -4,7 procent, hvilket er det bedste niveau siden 2015.

Dog er faldet på 4 procent svarende til 202 mio. kr., den laveste tilbagegang posten har oplevet siden 2008.

Danskernes omstilling til mere digitale løsninger får igen i år skylden for faldet i mængden af breve, som er gået tilbage med 10 procent. Faldet i brevmængderne betyder, at håndtering af brevene nu udgør mindre end en tredjedel af selskabets samlede omsætning.

Ny milepæl

Historisk har det været kutyme hos Post Danmark, at der med et nyt regnskab, samtidig følger en reduktion i antallet af ansatte.

Siden 2002, hvor Post Danmark blev oprettet som aktieselskab, har selskabet ikke afveget fra denne tradition og reducerer derfor igen i medarbejderstaben, hvor der senest er blevet 842 ansatte færre.

Posten har nu 6.315 ansatte. Til sammenligning havde selskabet i 2002 over 23.000 ansatte.

Befordringspligten forlænges

Coronakrisen har ikke umiddelbart påvirket Post Danmark negativt, da selskabet leverer et positivt driftsresultat på 39 mio. kr. i andet kvartal 2020. Selskabet kommenterer selv, at indtjeningen er påvirket positivt af den økonomiske kompensation, som den danske stat har betalt til Post Danmark.

Kompensationen på 112 mio. kr. betales til selskabet for at have forlænget befordringspligten. Posten skal dermed til udgangen af 2020 fortsat sikre, at der uddeles breve og pakker til alle husstande i Danmark.

I politikernes hænder

Nok er udviklingen i regnskaberne lettere positiv sammenlignet med tidligere år, og fremtidsudsigterne kan, hvis udviklingen fortsætter, blive mere behagelig læsning for Post Nord og de danske skatteydere, der i sidste ende betaler for genoprejsningen af det nationale postselskab, men der lurer stadig udfordringer i horisonten.

Den omtalte befordringspligt udløber ved udgangen af 2020, og det er stadig usikkert hvordan en eventuel løsning kommer til at se ud. Derudover har det fra politisk side også været til diskussion at trække Danmark ud af det dansk/svenske postsamarbejde, hvilket også vil kunne få økonomiske konsekvenser for selskabet.

Overvejelserne bunder i en usikkerhed, om den nuværende konstellation, hvor den svenske stat ejer 60 procent af PostNord og den danske stat ejer de resterende 40 procent er den bedste løsning for Danmark.

Artiklen er en del af temaet Transportbranchens Top 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079