Jens Konrad overtager endnu en vognmand
Vognmandsvirksomheden Jens Konrad A/S i Silkeborg og det familieejede Virklund Vognmandsforretning I/S indgår et samarbejde og stifter nyt fælles selskab.
Det skriver virksomhederne i en fælles pressemeddelelse.
Pr. 1. januar 2021 starter selskaberne et fælles selskab med navnet Virklund Vognmandsforretning A/S, som overtager opgaverne fra det nuværende Virklund Vognmandsforretning I/S. De nuværende medarbejder følger med over i det nye selskab.
Samarbejdet er kommet i stand, da Kaj Geert ønsker at gå på pension, og Henning Geert ønsker at have mere fokus på kundekontakt og kranopgaver, og sammen med Jens Konrad A/S’ ønske om at udvikle forretningsområdet, har det været oplagt at opstarte samarbejdet.
Jesper Nørskov bliver direktør, og Henning Geert vil stadig have fokus på udførelse af kranopgaver, og være en del af kundekontakten og disponeringen af kranbilerne. Henning Geert fortsætter i ejerkredsen, og han får, sammen med Kaj Geert, plads i bestyrelsen.
- Vi har ønsket at udvikle forretningsområdet, og man siger jo altid, at stilstand er tilbagegang, så det er klart, at vi har øjnene åbne for de muligheder, der er. Samtidig er Virklund Vognmandsforretning en veldrevet forretning, siger Jesper Nørskov til Midtjyllands Avis.
Tidligere i år kunne vi fortælle, at Jens Konrad A/S opkøbte Ikast-vognmanden Marius Christensen & Sønner A/S, så der må siges at være fart over feltet hos silkeborgenserne.
Begge selskaber er solide familievirksomheder ejet af 3. generation. Virklund Vognmandsforretning I/S er grundlagt i 1937 og Jens Konrad A/S er grundlagt i 1932. Vognmandsforretningen i Virklund er ekspert på mobilkran-opgaver.
Kilde: Midtjyllands Avis