23948sdkhjf

Forventer nagelfaste svar om særtransporter

Venstre opretholder mødet i transportudvalget med to ministre, selv om de har lovet branchen mere smidig procedure for ansøgninger. De afkræves garanti for, at den gamle praksis for specialtransporter gennemføres for hele landet

Transportordfører Kristian Pihl Lorentzen lader ikke justitsminister Nick Hækkerup (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S) slippe af krogen, selv om de lover, at udstedelse af tilladelser til særtransport vender tilbage til den gamle praksis.

Venstre opretholder indkaldelsen af de to til et offentligt møde - et samråd - i transportudvalget om de "uacceptabelt lange og erhvervsfjendtlige ventetider på op til tre uger for udstedelse af særtransporter til gods".

- Jeg er stadig betænkelig. De lægger sig ikke fladt ned. Jeg opretholder samrådet for at være helt sikker på, at vi får sparket bolden i mål,. På kort sigt er mit mål, at det er den jyske måde at give tilladelse på, der skal gennemføres i hele landet, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Han tvivler på, at tilladelser kan gives inden for to dage, hvis kommunerne skal høres.

- Jeg kan ikke forestille mig, at kommunerne er interesseret i at blive hørt.

Han hæfter sig ved, at det har fungeret fint i 15 år både i Jylland og Sjælland, at kommunerne ikke er blevet hørt.

Derfor vil Kristian Pihl Lorentzen også bore i, hvorfor man pludselig administrerede på en helt anden måde, som har kostet erhvervslivet store fordyrelser og tab til følge, når man nikke kunne flytte entreprenørmaskiner som planlagt.

Venstres transportordfører ønsker, at opgaven flyttes fra politiet til Færdselsstyrelsen for at sikre en ensartet fortolkning. Partiet ønsker også kørekort, køreuddannelser og tachografkort ind under Færdselsstyrelsen.

Pragmatisk styrelse

Færdselsstyrelsen læser ud af reglerne, at politiet godt kan indgå generelle aftaler med vej- og bromyndigheder om at udstede særtransporttilladelser. Det er altså ikke nødvendigt for politiet at forhandle med kommunen med hver eneste tilladelse.

Det er konsekvensen af en vejledning fra Færdselsstyrelsen i sidste uge. Heri afvises, at det er nødvendigt at kontakte vejmyndigheden om hver eneste ansøgning.

Vil spørge kommunerne

Mindre pragmatisk og mere kringlet formulerer Nick Hækkerup og Benny Engelbrecht sig i et svar et par dage før til transport- og byggebrancheorganisationerne, nemlig Dansk Erhverv, DTL, ITD, ATL, DI Transport og DI Dansk Byggeri.

"En mulig forenkling af forhandlingen med kommunerne vil blive undersøgt nærmere. En sådan forenkling vil kunne komme på tale, såfremt implementeringen ikke har en negativ indvirkning på hverken færdselssikkerheden, fremkommeligheden eller infrastrukturen," hedder det.

De to ministre lægger op til ændringer af særtransportbekendtgørelsen, men først skal vejmyndighederne høres. Det er uafklaret, om Kommunernes Landsforening kan svare for alle.

Endelig vil Rigspolitiet sikre, at hasteansøgninger kan behandles i løbet af en-to arbejdsdage.

Bindende svar i samråd

Det vil blive gransket på samrådet, hvor dybt disse løfter og garantier stikker. En gammel metode på Christiansborg er at "tage bekræftende til genmæle". Et folketingsmedlem stiller et spørgsmål, og ministeren svarer ja som aftalt. Så står det i referatet, så alle og ikke mindst embedsmænd ved, hvad man har at forholde sig til.

På det tidspunkt har vognmænd og entreprenører også høstet de første erfaringer med omstillingen til den gamle praksis. Hvis der stadig er lange svartider på ansøgninger, så vil organisationerne givetvis lade udvalgsmedlemmerne det vide før mødet den 28. oktober.

- Vi kommer selvfølgelig til at følge op på, om sagsbunkerne og ventetiderne nu også falder, som det er hensigten. Det tror vi på, men vi vil også gerne se det, lover adm. dir. Erik Østergaard, DTL.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094