23948sdkhjf

Den første DAF XF kranbil med frontstøtteben i Danmark

Opbygning har ekstra forstærkninger af chassis og en underramme af sandwich-konstruktion

Lastbilmægleren v. Carsten Lykke i Hedensted skabte for tre måneder siden overskrifter i lastbilbranchen med levering af Danmarks første 5-akslede kranbil, der er skræddersyet til 40 ton totalvægt i henhold til forventede fremtidige akseltrykbestemmelser. Nu kan han igen præsentere en unik kranbil, der ikke tidligere er set på det danske marked.

Lastbilmæglerens seneste levering er en 4-akslet DAF XF480 krantrækker, der som den første DAF XF i Danmark er opbygget med integreret frontstøtteben i kombination med en stor lastbilkran. Frontstøttebenet gør krantrækkeren til et mere sikkert, effektivt og økonomisk fundament ved udførelse af krævende løfteopgaver f.eks. i byggeriet.

- Jeg er rigtig stolt af denne levering, for den er så vidt jeg ved den første DAF XF i Danmark, der er leveret med et integreret frontstøtteben, siger Carsten Lykke.

- Jeg er samtidig meget glad for den tillid, som min mangeårige kunde, vognmandsfirmaet K. Hansen Transport A/S i Vejen, har vist ved at lade mig stå i spidsen for dette projekt med Højbjerg Maskinfabrik i Galten som leverandør af både kran, trækkeropbygning og det unikke frontstøtteben, tilføjer Carsten Lykke.

Syv kranbiler

K. Hansen Transport A/S servicerer alle slags kunder med behov for kran- og montageopgaver, både private, i landbruget og i byggeriet.

K. Hansen Transport har syv kranbiler og har gennem de seneste godt fire år fået leveret flere af sine kranbiler fra Lastbilmægleren heriblandt:

  • en DAF XF forvogn med 42 t/m Palfinger kran med flyjib,
  • en DAF XF trækker med 34 t/m Palfinger kran med flyjib,
  • to DAF XF trækkere med 26 t/m HMF kraner og
  • en DAF CF forvogn med 95 t/m HMF kran med flyjib.

Brugbare og effektivt

- For os i K. Hansen Transport er det essentielt, at vi får leveret biler, der først og fremmest er brugbare og effektive men som desuden også afspejler den professionelle vognmandsvirksomhed, som vi gerne vil vise vi er, siger driftsleder Preben Jørgensen fra K. Hansen Transport.

Stor HMF-kran med flyjib

Den store HMF 7020-kran er af typen K7, dvs. med syv hydrauliske udskud. Den er desuden udrustet med en K6 flyjib med yderligere seks udskud, hvilket gør den velegnet til løft af f.eks. byggeelementer ved stor rækkevidde.

Medvirkende til dette er den avancerede opbygning med ekstra forstærkninger af kranbilens chassis og en avanceret underramme af sandwich-konstruktion.

Den strækker sig fra bagkant af førerhuset hen under kranen og de integrerede hovedstøtteben til den ekstra støttebensbom bagest, så alle kranbilens fem støtteben er forbundet og udgør et meget vridningsstabilt fundament.

Kender kundens behov

- Carsten Lykke kender vores behov og kan skræddersy effektive løsninger til de kørsels- og løfteopgaver, vi udfører. Hans tekniske indsigt er meget stor, og han er rigtig god til at koordinere selv komplicerede opgaver mellem forskellige underleverandører, siger Preben Jørgensen.

- Carsten er desuden en detaljens mand, der får tingene gjort i aftalt kvalitet, til aftalt tid og til aftalt pris. Det er derfor, vi bruger ham i stedet for individuelle leverandører, hvor vi selv skulle bruge tid og energi på at holde styr på alle detaljer, fastslår han.

Leveret med ny udtrækstrailer

Den nye DAF XF480 var ved leveringen til K. Hansen Transport tilkoblet en ny nedbygget udtrækstrailer, en såkaldt hurtigløber, fra Bodex i Polen. Den 3-akslede hurtigløber er 11,5 meter lang i sammenskubbet position med en 4 meter lang repos og 7,5 meter nedbygget lad. Den nedbyggede del kan trækkes ud, så den forlænges med yderligere 5 meter til i alt 12,5 meter. Hurtigløberen er udstyret med fuld luftaffjedring på alle de tre aksler, hvoraf den bageste er medstyrende og kan hæves manuelt ved tomkørsel.

Allerede ved leveringen af den nye DAF XF480 besluttede K. Hansen Transport sig for at lægge endnu en bestilling hos Lastbilmægleren v. Carsten Lykke på endnu en krantrækker af helt tilsvarende type, dvs. med en HMF 7020 K7-kran med flyjib, frontstøtteben og ekstra støttebensbom bagest.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078