23948sdkhjf

DI og ATL: Drop bøderne de første tre måneder

Udskyd loven eller undlad at give bøder i første tre måneder i det nye år. Sådan lyder opfordringen fra DI Transport og ATL med hensyn til den nye lov om chaufførers lønniveau.

Årsagen er, at grundlaget for administrationen ikke er på plads. Myndighedernes vejledninger er først sendt ud her her i december. Virksomhederne får en meget kort periode til at rette ind efter de nye regler.

- Vi bakker selvfølgelig op om den nye lov. Vi har alle arbejdet på, at den skulle træde i kraft den 1. januar 2021; men der er en lang række praktiske forhold, som vi savner svar på, siger branchedirektør Michael Svane, DI Transport.

Juletiden er ikke velvalgt

- Hvordan skal man opgøre lønnen? Hvilke tillæg skal tælles med under hvilke forhold? Hvordan virker systemet til indberetninger? Vi mener ikke, at de to sidste uger af december - midt den travle juletid - er velvalgt til at teste indberetningssystemet. Derfor ønsker vi en indkøringsperiode, hvor der ikke gives bøder, men give vejledning og hjælp, så transportørerne kan komme til rette med det nye system.

Selv om vejledningerne først er begyndt at komme nu kort før ikrafttrædelsen, står DTL’s adm. dir. Erik Østergaard ikke stejlt på, at loven skal gennemføres fuldt ud fra begyndelsen. Han er med på en kort periode, hvor vognmændene får mulighed for at rette sig ind.

- Vi er ikke afvisende over for en kort overgangsperiode, hvor politiet bruger kontrollen til at vejlede. Tre måneder er dog et abosult maksimum. Længere skal det ikke være, siger Erik Østergaard, som har kæmpet hårdt for at få lovgivningen gennemført og komme social dumping til livs.

ITD: OK med vejledning

Den anden store transportorganisation, ITD, har også forståelse for situationen.

- Vi kan godt se, at det bliver det svært for Færdselsstyrelsen at være på plads med de nye regler den 1. januar 2021. Når administrationen endnu ikke er helt på plads, har vi forståelse for, at det er vanskeligt for vognmændene at gøre sig klar, erklærer chefkonsulent Jens Hvid Bang, ITD.

- Det vigtigste er, at virksomhederne efterlever de nye regler. Hvis det sikres bedst ved at starte med en vejledningsperiode, så kan ITD støtte op om det, fortsætter han.

Bødefri start

Venstre støtter opfordringen om en bødefri start og kontrol af vejledende karakter, mens Enhedslisten til nød kan acceptere en lidt lempeligere tilgang den første måned.

- Mange ting er stadig uafklaret i administrationsgrundlaget, og det har ikke nået at bundfælde sig. Derfor foreslår vi at udsætte ikrafttrædelsen til 1. april 2021 for at sikre, at det er helt på plads, inden man begynder at give bøder, siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

EL: Højst en måned

Det længste, som transportordfører Henning Hyllested (EL) kan strække sig, er en blød start i januar med henstillinger om at bringe ting i orden, som Færdselsstyrelsen lægger op til. Kontrolindsatsen sættes ind straks, og grove overtrædelser slipper ikke med vejledning.

- Der skal gås til stålet straks i januar, så de ude i Europa ved, at nu bliver der sat ind over for det her, siger Henning Hyllested.

- Færdselsstyrelsen har styr på beregning af lønniveau - og det har virksomhederne også, pointerer han.

- Desuden vil indsatsen bliver yderligere forstærket, når EU’s vejpakke træder i kraft i 2022. Her vil der komme med udførlige retningslinjer for kontrol og udveksling af oplysninger mellem landene. Det vil gøre det nemmere at sætte ind over for ulovlig cabotagekørsel og lønafregninger, der ikke følger overenskomstniveauet, fremhæver Henning Hyllested.

Klar med register

Færdselsstyrelsen er klar med et register for udenlandsk kørsel i Danmark. Det etableres i forbindelse med den ny bekendtgørelse om vilkår for udførsel af cabotagekørsel med gods, bus og kombineret transport.

"Når de nye regler for lønvilkår på transportområdet træder i kraft, skal den enkelte udenlandske virksomhed anmelde sig i Erhvervsstyrelsens registerløsning for udenlandsk transportkørsel i Danmark," skriver Færdselsstyrelsen.

Ifølge tidsplanen præsenterede Erhvervsstyrelsen torsdag 17. december det nye register, som de enkelte virksomheder skal anmelde kørsler ind i. Virksomheder får adgang til registeret via Virk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095