23948sdkhjf

Efteruddannelse blev stor succes for den enkelte medarbejder

Nagel-Liller har i efteråret gennemført et kursusforløb, hvor medarbejderne skulle blive bedre til at kommunikere på tværs af organisationen. Det er blevet en stor succes.

I sommeren 2020 satte man hos transportvirksomheden Nagel-Liller gang i et efteruddannelsesprojekt for 25 medarbejdere. Målet var at forbedre kommunikationen på tværs af organisationen og skabe en kultur, hvor medarbejderne hjælper hinanden med at minimere fejl.

- Vi er en virksomhed, der er i gang 24/7. Vores personale arbejder på alle tider af døgnet. Vi fandt ud af, at der kan opstå misforståelser, når man overdrager arbejdsopgaverne fra det ene hold til det næste hold, fortæller Jesper Ohm Petersen, der er transportchef i Nagel-Liller.

- Når der sker misforståelser, er det med til at forsinke transporterne. Det ville vi gerne have lavet om på, så det gjaldt om at få skabt en fælles referenceramme og givet medarbejderne nogle fælles arbejdsredskaber, så de kunne løse de problemer og misforståelser, der skete i deres hverdag.

- Vi ville også have, at medarbejderne selv fik sat ord på de udfordringer, de oplever i deres hverdag og er med til ast finde løsningerne.

Der blev skræddersyet et efteruddannelsesforløb i samarbejde med undervisningsvirksomheden Smart Academy fra Esbjerg for 25 medarbejdere i virksomheden.

- Medarbejderne blev fundet bredt i vores tre lokationer i Vejle, Odense og Struer. Der var både medarbejdere fra natholdet og dagholdet. Der var folk fra terminalerne, der var disponenter og nogle fra emballageafdelingen. Alle vores funktioner var repræsenteret.

- I kurset blev der dels lagt vægt på kommunikation, dels nogle LEAN-redskaber. Vi gennemgik alle de arbejdsprocesser, vi beskæftiger os med - lige fra vi modtager bookinger, til vi er ude at hente godset, og hvordan vi håndterer godset på terminalen. Vi har været ned at nørde i nogle helt specielle terminal-ting og workflows omkring papirer - alt sammen noget, som har påvirket medarbejdernes arbejdssituation og hverdag.

Personlige sejre

Medarbejderne skulle være på kursus i syv dage, hvor de var igennem nogle workshops. De skulle også udarbejde et projekt fra deres egen hverdag. De skulle fremlægge deres projekt og diskutere det i holdet - og så skulle de afslutningsvis til eksamen i deres projekt både skriftligt og mundtligt.

- Det har været ret grænseoverskridende for nogle af deltagerne, siger Jesper Ohm Petersen. Flere af dem har ikke været til eksamen, siden de forlod skolen. Der er endog nogle, som aldrig været til eksamen.

- En af deltagerne er ordblind og gik ud skolen i 8. klasse. Han har været lagermand lige siden, så det var en stor beslutning for ham at sige ja og deltage i denne efteruddannelse.

- Han var meget nervøs den dag, han var til eksamen; men han brillerede med et 12-tal! Sådan en mand er ikke til at skyde igennem bagefter!

- Så ja, det har været grænseoverskridende; men der er også kommet rigtig meget godt ud af det - og der har været nogle, som har fået nogle rigtig gode succesoplevelser.

Summen af det hele

Ifølge Jesper Ohm Petersen er det summen af det hele, der gør forskellen.

- Efter kursusforløbet skulle vi jo gennemføre de forskellige projekter og opgaver i virkeligheden - og det har også været en rigtig god proces.

- Der har været både store og små ting. Nogle af tingene har vi kunnet sætte i værk med det samme, mens andre projekter ikke er blevet implementeret endnu.

Marginerne i denne branche er meget, meget små. Derfor er det alle de små detaljer, der gør, at vi kan ændre på vores bundlinje. Så det er de mange små tiltag, der løfter os op til næste niveau. Det er de mange små tiltag, som medarbejderne finder nede i de enkelte afdelinger.

Kulturændring

- De 25 mand, der har været på kurset, er blevet nogle ambassadører for den forandringsproces, vi er i gang med. De begynder lige så langsomt at ændre gribe tingene an på en anden måde end tidligere. De begynder at sætte sig sammen på tværs af hold og afdelinger. Lige så langsomt sker der en kulturændring.

Det gode er, at det er medarbejderne selv, der er kommet med virkelige problemer fra deres egen hverdag, og de har været med til selv at finde løsningerne på disse ting.

- Vi har ikke set alle gevinsterne endnu. Nogle kommer først ude i fremtiden, hvor de kan være med til at strømline vores forretning endnu mere.

- Nu har vi haft de første 25 mand igennem kurset. Vi har klar til en runde mere med de næste 25 mand, men startdatoen er indtil videre udsat på grund af corona.

- Det er en ny rejse, som vi er begyndt på hos Nagel Liller, efter at det de seneste år har handlet om at få styr på arbejdsprocesserne og økonomien.

- Nu er der styr på selve forretningen, og vores 2020-regnskab kommer til at indfri forventningerne om overskud som kommunikeret i sidste årsrapport, slutter Jesper Ohm Petersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094