23948sdkhjf

Postnord bremser fyringsbølge med næsten 1.000 nye ansatte

De seneste mange år har den ene fyringsrunde aflyst den næste i Postnord. Fra næsten 21.000 ansatte i 2007 til godt 6.000 i 2019. Og for fire år siden stod firmaet på randen af en konkurs.

Men nu er det slut: Fra 2019 til 2020 er antallet af medarbejdere hos posten steget med omkring 900, fra 6.315 i gennemsnit i 2019 til omkring 7.200 i dag. Og den kommende tid skal yderligere 200-300 hyres ind. Det skriver Fagbladet 3F.

Det glæder Dzevad Ramic, formand for 3F Post.

- Langt om længe går det fremad igen efter mange år med afskedigelser. Vi kommer selvfølgelig ikke tilbage til det antal, som vi havde for 20 år siden, da det var meget mere almindeligt at sende breve. Men væksten i internethandel har gjort, at der for første gang i mange år kommer flere ansatte.

Dzevad Ramic anerkender, at pakkemængden kan falde, når det bliver lettere at handle i butikker, fordi de ikke længere skal holde lukket på grund af corona.

- Det er klart en risiko. Men jo mere folk bliver vant til at bruge internethandel, jo større er chancen for, at det vil fortsætte, siger han.

Også Peter Kjær Jensen, chef for Postnord Danmark, peger på onlinehandel som årsagen til de bedre tider:

- Før coronaen er pakkemarkedet vokset med 13-15 pct. om året. Nu er vi oppe på 25-30 pct. i vækst. Så vi regner med, at væksten fortsætter, også efter at detailhandlen åbner igen, siger han.

Ifølge Peter Kjær Jensen er det derfor slut med de store fyringsrunder.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det fremgår også af det nye regnskab fra Postnord, der udkommer i dag.

- Vi har et superlavt overskud. Medmindre vi lukker gabet på omkostningerne, vil vi langsomt dø. Vi er nået rigtigt langt og har lige fået to næsebor op over overfladen, men vi er på ingen måde olympiske medaljetagere endnu, siger Peter Kjær Jensen.

Det er især konkurrencen fra Bring, UPS, GLS og andre firmaer, der leverer pakker, som presser Postnord.

- GLS har en masse chauffører med et cvr-nummer og ingen overenskomst. Det er et problem. Vi skal sammen kæmpe for, at bunden i markedet bliver hævet. I dag kan vi ikke klare os i den konkurrence, siger Peter Kjær Jensen.

Ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, har udviklingen været et stykke tid undervejs.

- Vendepunktet for Postnord indtrådte for et-to år siden og har betydet, at virksomheden langsomt har fået en større effektivitet. Pakkemarkedet vokser, og Postnord har fået en fin del af det og vil også have brug for flere fremover. En vækst på 15 pct. for pakker er ikke urealistisk de kommende år.

En anden begivenhed kan komme til at betyde meget for Postnord: En del tyder på, at internetgiganten Amazon er på vej til Danmark.

I Sverige har Amazon allerede åbnet egne lagre og lavet aftaler med den svenske afdeling af Postnord om at bringe pakker ud.

- Jeg kan sagtens forestille mig, at Amazon vil vælge Postnord som distributionspartner her i landet. Det kan blive en appelsin i turbanen, siger Per Nikolaj Buch til Fagbladet 3F.

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.281