23948sdkhjf

Der er udsigt til længere lastbiler

Partierne bag forliget om bilafgift bestiller to analyser om vægt og dimensioner, der især handler om dobbelttrailere

Tilpasning af vægt- og dimensionsgrænser er kommet så langt i den politiske proces, at der afsættes to millioner kroner til to analyser i aftalen om bilafgifter og grøn omstilling af transport, som Socialdemokratiet (regeringspartiet), Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten indgik den 4. december.

Her tilgodeses klimapartnerskabet for landtransports mærkesag i første omgang med to analyser til hver 1 mio. kr., nemlig højere vægt og dimensioner i almindelighed og i særdeleshed 34 meter lange dobbelttrailervogntog, der har den dobbelte volumen og en fjerdedel lavere dieselforbrug per godsenhed i forhold til en 16,5 meter lastbil.

De fire partier bemærker udtrykkeligt i aftalen, at Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen vurderer, at "dobbelttrailere kunne medvirke til en effektivisering af godstransporten og dermed reducere CO2-udledningen".

Den ene analyse gælder dobbelttrailere. Analysen omfatter kørekurver, arealbehov og testkørsel. Der sigtes mod et rutenet for dobbelttrailervogntog ligesom for de 25,25 meter lange modulvogntog.

Den anden analyse handler om "yderligere optimering af vægt- og dimensionsreguleringen". Det kunne bl.a. være en forøgelse fra 32 ton til 40 ton for betonblandere. Analysen omfatter også de økonomiske konsekvenser af eventuelt øget vejslid.

DTL: Det haster

Vognmandsbranchen ønsker en hurtig beslutning, der giver grønt lys til femakslede 40 ton lastbiler.

- Hvis der skal bestilles nye biler, så man er klar til nye miljøzonekrav om knap et år, så skal der bestilles snart, understreger adm. dir. Erik Østergaard, DTL. Han foreslår over for transportminister Benny Engelbrecht (S), at bekendtgørelsen ændres per 1. juli 2021.

Udvidelsen af totalvægten for femakslede lastbiler skal gælde til alle formål. Særligt klimavenlige lastbiler med tungere fremdriftsteknologi DTL bør forhøjes til 42 ton.

Den kombinere klima- og erhvervsgevinst sætter DTL til ca. 110.000 ton CO2 og en kvart milliard kr. i sparet diesel om året.

Venstre: 1. juli

Transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) står uden for aftalen om en grøn omstilling af transportsektoren (bilafgifter), men sekvensen om dimensioner og dobbelttrailere er som groet i hans forhave. Det var ting, som de borgerlige pegede på, mens de stadig var med i forhandlingerne.

Han frygter, at de to analyser bliver syltekrukker. Det kan klares med at lave bremseprøver med en femakslet lastbil, så man kan se, at det ikke går ud over trafiksikkerhed og vejene.

- Jeg har en manglende forståelse for, at alting skal tage så lang tid. Lad os prøve det af i praksis, så vi kan høste store gevinster i form af mere effektiv transport og CO2-reduktion, fordi vi kan transportere mere med mindre. Vi er langt fremme med CO2-reduktionen fra den tunge transport, hvis det kunne træde i kraft 1. juli i år, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Tilskud til grønne lastbiler

Når vi nu er ved klimavenligere lastbiler, så vil Kristian Pihl Lorentzen i de kommende trafikforhandlinger foreslå et tilskud ligesom i Tyskland på 10.000 euro (74.500 kr.) per lastbil, der eksempelvis kører på biogas og på længere sigt brint.

En grøn lastbilpulje kunne også investere i tankstationer med biogas.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079