23948sdkhjf

Vendte tilbage i direktørstolen: Forbedrede resultatet med 25 mio. kr. på et år

Preben Borregaard nærmer sig 67 år, og havde i 2016 egentlig trukket sig fra direktørposten i DKI Logistics, som han selv startede i 2001. De seneste tre år har virksomheden præsenteret millionunderskud. Det gør de ikke længere.

Årets resultat lyder på et overskud på næsten 3,2 mio. kr. Kigger man på resultatet før skat, lyder forbedringen på 25 mio. kr. sammenlignet med 2019. 

Virksomheden, der har hovedafdeling i Horsens, beskæftiger sig med lagerhotel og distribution, men da den daværende direktør i januar fratrådte, pegede pilen atter på stifteren.

- Vi har brugt det sidste år på optimeringer, og det må man så sige har slået godt igennem. Det kan jeg love for, at jeg er tilfreds med, siger Preben Borregaard.

Optimeringer og nye kunder

Preben Borregaard og DKI Logistics har det seneste år trimmet virksomheden over en bred kam.

- Det spænder meget vidt. Det er dels personaleoptimeringer, dels er det optimeringer af lagerlokaler og udstyr. Det er på tværs af hele virksomheden, siger han.

2020 har også budt på nye kunder.

- Vi har fået en stor tilgang af nye kunder, mens en del af vores eksisterende kunder er vokset betragteligt.  Vi har haft kunder, der var helt lukket ned grundet corona, men vi har også firmaer, der leverer til super- og byggemarkedskæder, der har haft rigtigt travlt. Det smitter jo af hos os, siger Preben Borregaard.

Derudover har DKI Logistics samarbejder med Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland, hvor virksomheden ifølge Preben Borregaard har værnemidler på lager i ”meget stor stil”.

- De lagre er selvfølgelig vokset i takt med, at man skal have i sikkerhedslager. Da virksomhederne skulle bruge værnemidler kunne de jo ikke få dem hjem. I dag sikrer man sig i stedet et tilpas stort bufferlager, der er større end det, man havde før i tiden.

Utilpas ved at tjene penge på corona

Coronavirus er svær at komme udenom i 2020. Det gælder også hos DKI Logistics, men her har pandemien haft en tydelig positiv effekt.

- Der er jo ingen tvivl om, at vi har haft en del kunder, der har haft meromsætning på grund af corona. Men det er jo noget, man er lidt påpasselig med at sige, når nu man ved, at der er mange, der ikke har haft det så godt, siger Preben Borregaard.

- Jeg føler ikke, det er så rart at fortælle, at vi har tjent penge på det, men sådan er verden jo skruet sammen, siger direktøren.

Preben Borregaard trak sig i sin tid fra direktørposten for at trappe ned. Han har ikke besluttet sig for, hvad der skal ske i fremtiden, men fortsætter indtil videre i spidsen for virksomheden. I 2021 forventer han et bedre resultat, end i 2020.

DKI Logistics
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 107.890 50.702
Resultat af primær drift 4.667 -20.086
Resultat før skat 4.139 -21.228
Årets resultat 3.181 16.574
Balancesum 155.847 109.381
Egenkapital 92.635 67.454
Antal ansatte 190 130
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078