23948sdkhjf

TEST: Grøn varebil - ikke på el, men på biogas

De fleste tænker sikkert el, når der bliver sagt grøn varebil; men der er et spændende alternativ - biogas - og det fungerer glimrende, viser denne test.

De fleste lande i Europa har set fordelen ved at vælge transport med vare- og lastbiler på biogas. Det har store miljømæssige fordele. Der er faktisk 95 procent CO2-besparelse i forhold til kørsel med diesel.

Det danske gasnet består stadig af 80 procent almindelig naturgas, men 20 procent er biogas. For tre år siden var det kun 11 procent, så andelen stiger.

Men dels er naturgas også mindre forurenende end diesel, dels betaler firmaer med biogas-beviser for den grønne gas. Det forbedrer CO2-regnskabet.

Salget af gas-udgaven af Iveco Daily NP (Natural Power) går strygende - bare ikke i Danmark. Danmark er slet ikke med på "gas-vognen," fordi vores beskatningen gør gasbiler alt for dyre.

- I Danmark sælger vi kun et begrænset antal Daily NP på gas. Sidste år solgte vi 10 enheder til kommuner og firmaer med en grøn profil, fortæller Jeppe Heidemann, salgschef der er for Iveco Business Light hos den danske importør.

Teknisk er NP-udgaven en diesel motorblok med et topstykke med tændrør som i en benzindrevet bil. Det er således stadig Ivecos kendte tre liter motor. Ydelsen er 136 hk. Der er ekstra en 14-liter reserve benzintank, hvis man kommer ud i et område uden mulighed for at tanke gas. Man vil derfor altid kunne komme hjem, selvom man løber tør for gas.

Løsning: Hjemme-tankning

En løsning er at investere i en mini fylde-station, der er tilknyttet gasnettet, og som placeres på virksomhedens grund. Det er en løsning, som virksomheden Nærenergi i København tilbyder. Ofte er der meget langt til en fyldestation i Danmark. Der er kun 17 tanknings-steder herhjemme lige i øjeblikket.

Nærenergis "Nordkap Micro" anlæg på 2,2 kvadratmeter kan tilpasses vognmænd med tre-syv biler. Bilerne skal der tankes langsomt over fire-syv timer - i reglen natten over. Det betyder billigere tankning end ved hurtig tankning, der tager få minutter.

Prisen for en mikrostation er 6.500-8.500 kroner pr. måned over en fem-årig periode. Hertil kommer forbrug af gas, der i en hjemmetank vil koste cirka 9 kr. pr. kg - mod ca. 10 kr. pr kilo ved en normal fyldestation. Ude i Europa er gasprisen flere steder omkring fem kroner pr. kg.

Rækkevidde som dieselbil

En gasbil er også dyrere i indkøb på grund af de store gastanke, der er monteret under bilen. Samtidig er vægtafgiften meget større end for dieselbiler.

Nyttelasten i Daily-NP opgives til cirka 750 kg. - det er mindre end i en dieseludgave. Gastankene vejer ekstra, mens motoren i gas-udgave omvendt er lidt lettere. Trailervægten er 3,5 ton.

Rækkevidden pr. enhed i en gas- og dieselbil er tæt på den samme, fordi 1 kg. biogas giver cirka samme rækkevidde som 1 liter diesel.

Mildere kørekortregler

En EU forordning for kørekortregler (fra 2018) er netop iværksat som en hjælp til at øge salget af grønne varebiler. Forordningen blev indført herhjemme af Færdselsstyrelsen i sommeren 2020.

- Der er tale om en regel, der skal hjælpe til øget anvendelse af de tungere el-varebiler (tunge batterier) og gasbiler (tunge gasflasker). Reglerne giver en ændring af kørekortregler, som betyder, at man ved kørsel i en el- eller gasvarebil vil kunne benytte almindeligt B-kørekort op til 4.250 kg totalvægt, fortæller Morten Bandier, Key Account Manager og miljø-ekspert hos Iveco Danmark.

Der skal dog også tages hensyn til bilens homologering, der for en Daily er maksimalt 3.800 kg. - og (lastbil) topfart på 90 km/t. Der skal derfor anvendes tachograf på grund af bilens vægt. Hvert enkelt medlemsland skal implementere de nye regler.

Vores test af gas-Daily

Vi har tidligere kørt den nye Iveco Daily i gasudgaver - både i Italien og herhjemme. Nu har vi prøvet 2021-udgaven - venligt udlånt af REA Erhvervsbiler i Roskilde.

Teknisk er der ikke sket så meget. Bilen har fortsat samme otte-trins Hi-Matic automatgear, som også kan fås i diesel-udgaven.

Vi har prøvet Daily NP både tom og med en nyttelast på 500 kg. - og under alle forhold er den hurtig og smidig i trafikken. Bilen har ikke samme trækkraft som dieseludgaven, men den er lidt hurtigere i afsæt trods sin større egenvægt.

Meget støjsvag

Man skal vænne sig til en let summende lys ved acceleration. I øvrigt kan chaufføren vælge imellem "power" og "eco" gearskift alt efter sit temperament.

Bilen er både støjsvag og smidig, og det er en stor behagelig i det daglige, hvor de meget bløde gearskifte-bevægelser betyder komfortabel kørsel. Gasmotoren har fine præstationer og særdeles lavt støjniveau.

Og ifølge motorproducenten FPT, Fiat Power Train, er Daily NP totaløkonomisk 35 pct. bedre end dieselmotorerne. Den otte trins Hi-Matic automatgearkasse alene sikrer 2,5 pct. mindre forbrug. Gasudgaverne udleder desuden 76 pct. færre partikler og 12 pct. mindre NOx end Daily med 3-liter dieselmotor.

God aflæggeplads

Varerummet i testbilen var fuldt beklædt fra fabrikken (en prisgunstig løsning ifølge importøren) og det havde 10 fastgørelseskroge plus LED belysning. Der er store håndtag ved skydedørene (testbilen havde ekstra skydedør i begge sider) og ét håndtag ved bagdøren. Bagdørene åbner 265 grader (standard herhjemme).

Der er også god aflæggeplads under passager-bænken og i det hele taget masser af aflæggeplads i kabinen, over forruden og i dørene. Man sidder godt bag rattet - og førersædet er højdejusterbart og med varme.

Kabinen byder også på tre kopholdere, to USB stik, pop-op papirholder over instrumentbrættet, skriveplade med papirklemme på bagsiden af det vipbare midterryglæn, læderrat og blinklys i sidespejle (med varme).

Van of the Year i 2015 og 2018

Iveco Daily har vundet International Van of the Year prisen tre gange - første gang i år 2000. Den nuværende version vandt første gang i 2015. Senest har den vundet for Blue Power modellerne i Daily serien i 2018 - som også omfattede den testede gas-udgave.

I dag er det i øvrigt kun el- og gasudgaver, der kaldes Blue Power og har blå designdetaljer foran og i kabinen.

I øvrigt ventes en ny elektrisk udgave af Daily at blive præsenteret i løbet af i år.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141