23948sdkhjf

Kørende sniffere skal jage lastbiler, der forurener

Færdselsstyrelsen tager helt nyt NOx-måleudstyr i brug.

Hvis man spotter en personbil, der holder sig konstant bag en lastbil, så kunne det være Færdselsstyrelsen, som måler forureningen fra det forankørende køretøj med udstyr til ”plume-chasing”, det vil sige jagt på røgskyer - i dette tilfælde NOx.

Bilen skiller sig ud med et rør forrest på hver side. Det opfanger det forankørende køretøjs udstødningsgas, og fører det bagud til et analyseapparat i bagagerummet. Høje værdier på inspektørens monitor følges op med anvisning til vejsidesyn. 

Det giver et mere målrettet vejsidesyn af NOx-syndere, hvor lastbiler med orden i udstødningen slipper for at blive stoppet unødigt. Det drejer sig om godt 5.300 vejsidesyn af danske og udenlandske køretøjer i år.

Mindre tid på kontrol
- Branchen vil opleve, at der skal bruges mindre tid på kontrol af køretøjer, som ellers er helt i orden i forhold til miljøkrav, fremhæver vicedirektør i Færdselsstyrelsen, Jesper Høgh Bach, ved præsentationen af udstyret.

Færdselsstyrelsen har bestilt to sæt ”NOx-sniffere.” Det ene sæt tages i brug nu, det andet forventes leveret  og taget i brug senere på efteråret. Det skal bruges mod lastbiler, der enten har tekniske mangler på grund af udskudt vedligeholdelse eller som har manipuleret  det NOx-begrænsende udstyr.

Dyr vedligeholdelse
Fra 2018 frem til sommeren i år har Færdselsstyrelsen i samarbejde med Rigspolitiet og Miljøstyrelsen undersøgt metoder til at afsløre manipulerede køretøjer. 

AVL MTC Motortestcenter AB konstaterer i en rapport til Færdselsstyrelsen, at et manipuleret eller ikke-fungerende SCR-system kan resultere i 40 gange højere udledning af NOx, når vognmanden ikke ofrer de cirka 15.000 kr. om året på at vedlige partikelfilteret.

”På det meget konkurrenceprægede europæiske transportmarked er det derfor ikke overraskende, at der er skabt et marked for løsninger, der tilsidesætter lastbilernes diagnosesystemer, så køretøjet kan betjenes med et uvirksomt SCR-system,” hedder det i rapporten.

Sværere at være svinsk
- Det skal vi ikke finde os i, uanset om det sker på grund af uagtsomhed eller manipulation, siger transportminister Benny Engelbrecht. 

- NOx er både miljø- og sundhedsskadeligt, og med Færdselsstyrelsens nye udstyr er det nu muligt at kontrollere udstødningsgassen under kørsel, så vi kan begrænse udledningen og ikke mindst fange dem, der snyder. Med det nye udstyr understreger vi Danmarks førende position på området. Det kan vi kun være stolte af,” erklærer transportministeren.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096