23948sdkhjf

Isglatte veje forårsager flere uheld i morgentrafikken

På E45 nord for Vejle holder en lastbil på tværs, og i Nordjylland er mange biler kørt delvist af vejen. To uheld på Storebæltsbroen..

Isglatte veje har tidligt torsdag morgen forårsaget flere trafikuheld landet over.

Hos Sydøstjyllands Politi fortæller vagtchef Steffen Wolf, at en lastbil holder på tværs af motorvej E45 lige nord for Vejle og spærrer trafikken i nordgående retning.

Politiet fik anmeldelsen om uheldet klokken 05.02.

- Der er tale om en lastbil, der holder på tværs formentlig på grund af glatføre. Den spærrer for alle vognbaner derude, siger Steffen Wolf.

Uheldet er sket lige nord for Vejle Nord.

- Folk skal finde alternative ruter. Tidshorisonten kan vi kun gisne om, men det kommer til at tage noget tid, siger vagtchefen kort før klokken 05.30.

Der er umiddelbart ingen forlydender om personskade.

Snestorm lammede Nordjylland
Onsdag eftermiddag og aften lammede snestormen trafikken i Nordjylland.

Her stod både togtrafik, busdrift og fly stille, mens politiet opfordrede alle borgere til at blive indendørs.

Tidligt torsdag morgen fraråder politiet ikke længere al udkørsel, men der venter fortsat et stort oprydningsarbejde.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

- Vi har haft store udfordringer med trafikken. Mange biler er kørt delvist af vejen, og der er her til morgen et stort efterslæb på at få vejhjælp, siger han.

- Der holder stadig køretøjer derude, som skal fjernes. Jeg kan se på mine overvågningsbilleder, at det er slud, sjap og is, man kører på. Så man skal køre forsigtigt, siger han.

Isglat på Sjælland
På Sjælland er det særligt i den midt- og vestlige del, at det glatte føre har skabt problemer torsdag morgen.

På Holbækmotorvejen er en lastbil kørt på tværs i vestgående retning ved afkørsel 19, så kun ét spor er farbart.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Boye Rasmussen omkring klokken 05.30.

- Der var nogle varer om bord på lastbilen, som ligger spredt ud over det hele. Vi er til stede derude, og der er vejhjælp på vej, siger han om uheldet, der indtraf klokken 04.48.

- Der vil givetvis opstå noget kødannelse, så folk må forvente noget ekstra rejsetid, men Vejdirektoratet er i gang med at finde nogle alternative ruter.

Boye Rasmussen fortæller, at politiet klokken 04.54 fik en anmeldelse om et færdselsuheld på rute 155 cirka 1,5 kilometer øst for Svinninge.

Her er en varebil kørt af vejen på grund af det glatte føre og landet på siden.

- Der er fire personer i bilen, som ikke kan komme ud. Men vi har ingen meldinger om tilskadekomne, og som jeg forstår det, så har de selv ringet til 112 inde fra bilen, siger vagtchefen.

Ifølge politiet er vejen ved uheldsstedet stadig farbar.

To uhelt på Storebæltsbroen
På Storebæltsbroen har været to uheld i nat på grund af blæsevejret, skriver TV2 East.

En personbil med en trailer væltede oppe på højbroen, og kort tid efter ramte en lastbil med sættevogn rækværket i den modsatte side. Sættevognen kom ud over rækværket og hang delvist ud over broen.

Lastbilen kørte med pakker for Postnord og havde fået presenningen på selve sættevognen revet i stykker af den kraftige vind.

Ingen personer kom ifølge politiet til skade ved de to uheld på Storebæltsbroen.

/ritzau/TV2 East

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.126