23948sdkhjf

Sænkede priser gav mere gods på Molslinjens hurtigfærger på Kattegat

Molslinjens hurtigfærger havde i 2021 næsten dobbelt så mange lastbiler med som året før. Under coronakrisen var der god plads på færgernes vogndæk, og da priserne blev sænket med op mod 45 pct., strømmede lastbilerne til.

Det skriver Molslinjen i en pressemeddelelse.

Corona fik politikerne til at bede danskerne om at blive hjemme i 2020 – så det gjorde de. Det gav plads på vogndækkene på Molslinjens hurtigfærger på Kattegat, hvor der var færre personbiler end normalt. Til gengæld var fragten ikke så påvirket af corona.

Stigning på 73 pct.

- Der skulle nærmest endnu flere varer frem og tilbage mellem landsdelene, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard. Han valgte helt enkelt at sætte priserne på lastbiler ned. Priserne blev mellem 33 og 45 pct. billigere i foråret 2020.

Siden er priserne holdt i ro, og det kan ses på Molslinjens overførselstal for hele 2021, hvor antallet af overførte lastbiler er steget fra 6.028 i 2020 til 10.429 i 2021. En stigning på 73 pct.

- Det er klart, at vi med reducerede priser ikke kan holde den samme indtjening, men den øgede fragtmængde har været med til at hjælpe os gennem perioder med mindre privat trafik, siger Jesper Skovgaard.

Den lette fragt

Det er mest den lette fragt, som finder vej over Kattegat, da færgerne har et maksimum på 40 ton for den enkelte lastbil. Lastbilerne passer godt ind i privattrafikken, hvor de fyldte færger oftest findes omkring weekender, mens lastbilerne typisk rejser i hverdagene.

- Vi er i konkurrence med broen over Storebælt her. Staten har af flere omgange valgt at sænke priserne – og så følger vi med, siger Jesper Skovgaard.

Det koster omkring 1.200 kroner plus moms at få en lastbil med på en af Molslinjens hurtigfærger på Kattegat.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.281