23948sdkhjf

ITD til Trine Bramsen: Prioritér infrastrukturen først

ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, byder fredag Trine Bramsen velkommen som landets nye transportminister velkommen. 

Carina Christensen, administerende direktør i organisationen, peger på, at Trine Bramsens fortid kan blive en fordel i den nye rolle.

 - Vejgodstransporten er et gennemreguleret erhverv, og her vil Trine Bramsens fortid som retsordfører komme hende til gavn. Sammen skal vi sikre lovgivning og nye politiske tiltag, der understøtter – og ikke kvæler den danske vejgodstransport, siger Carina Christensen.

Vejinvesteringer for milliarder må ikke forsinkes

Der ligger en lang række vigtige opgaver klar på bordet i ministerkontoret, men øverst i bunken bør den store infrastrukturplan 2035 ligge klar til den nye minister, hvis det står til Carina Christen og kompagni. For planen indeholder nye vejinvesteringer for 64 mia. kr., og de må ikke blive forsinket.

- Vi håber og forventer, at ministeren som det første tager fat på eksekveringen af infrastrukturplan 2035. Planen har været flere år undervejs, og det er helt afgørende for udviklingen af Danmarks vejgodserhverv, at arbejdet med planen videreføres. Der er et kæmpe behov for at få udbygget de centrale motorvejsstrækninger, og det vil koste samfundet og erhvervet dyrt, hvis det arbejde bliver forsinket, siger Carina Christensen.  

- Vi håber også, at hun meget hurtigt vil sætte turbo under den grønne omstilling af den tunge transport. Her mangler vi i den grad politisk retning og handlekraft. Endelig kommer hun også til at forholde sig til den kritiske mangel på arbejdskraft i transporterhvervet, og her haster det med at finde bæredygtige løsninger, siger Carina Christensen.  

Vognmandsbranchen: - Fundament for vækst og velstand

Vognmandserhvervet står i disse år foran store udfordringer, og det håber ITD, at ministeren vil sætte sig grundigt ind i. 

- Vi vil gøre vores til hurtigt at introducere Trine Bramsen for vilkårene i vejgodstransporten. Branchen repræsenterer 88.000 direkte og indirekte beskæftigede og bidrager med 60 mia. kr. til dansk BNP.

- Vores erhverv udgør derfor et uvurderligt fundament for vækst og velstand i det danske samfund. Vi opfordrer til, at Trine Bramsen går i dialog med transportvirksomhederne og nøje lytter til erhvervet, så vi sammen kan løse tingene fornuftigt. Derfor er Trine Bramsen også altid velkommen til at komme ud og møde branchen, afslutter Carina Christensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.484