23948sdkhjf

Dachser er klar til at investere i elektriske lastbiler

Vil både investere i batteridrevne lastbiler og firmabiler. Test af brintdrevne lastbiler indgår også i planerne

Dachser vil udvide sin brug af nulemissionskøretøjer, der ikke direkte udleder drivhusgasser eller luftforurenende stoffer.

I første omgang vil det familieejede logistikselskab tage 50 elektriske lastbiler i brug på sine  europæiske ruter. Det skal ske inden udgangen af 2023.

Desuden planlægger Dachser også at investere i 1.000 elektriske personbiler til sin flåde af firma- og servicekøretøjer.

Sideløbende hermed vil virksomheden fortsætte arbejdet på en række pilotprojekter med henblik på at udvikle og teste brintdrevne lastbiler baseret på brændselscelleteknologi. Målet er at have brintdrevne køretøjer i drift senest i begyndelsen af 2023.

- Den eneste måde, transportsektoren kan opfylde de globale klimamål på, er ved at bruge nulemissionskøretøjer, siger Stefan Hohm, der er Chief Development Officer hos Dachser.

- Brug af miljøvenlige køretøjer vil de kommende år give os værdifuld praktisk erfaring og samtidig hjælpe os med at passe på klimaet.

Elektriske ladcykler og varebiler
Dachser anvender i dag allerede elektriske køretøjer til leverancer i storbyerne. Det gælder både elektriske ladcykler og små elektriske lastbiler med en totalvægt på op til 7,5 ton; men i løbet af de næste to år vil Dachser tage mindst 50 nulemissions-lastbiler i brug, herunder tunge elektriske lastbiler og sættevognstrækkere.

- Vi fremmer aktivt brugen af nulemissionskøretøjer i vores europæiske netværk og vil integrere dem så effektivt som muligt i vores transportprocesser. Vi ser det som investeringer i fremtiden, der vil betale sig på lang sigt, forklarer Alexander Tonn, der er Chief Operations Officer i Road Logistics hos Dachser.

- Vi vil starte med at bruge nulemissionslastbiler til regional transport og fast rutekørsel; men vi påtænker også at bruge batteridrevne køretøjer til at flytte veksellad og sættevogne på vores afdelinger.

Elektriske firmabiler og ladestandere
Dachser planlægger også at sikre, at hver anden firmabil tilknyttet selskabets afdelinger i Europa er et elektrisk køretøj inden udgangen af 2023. Der er tale om i alt cirka 1.000 personbiler.

Desuden vil Dachser sikre et tilstrækkeligt antal ladepunkter ved sine afdelinger inklusiv hurtigladestationer til lastbiler. Ladepunkterne skal levere grøn elektricitet, som enten købes eller produceres af selskabets egne solcelleanlæg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.221