23948sdkhjf

Appel fra branchen: Stop jagten på chauffører, som kører med grise

På trods af politisk løfte er anklagemyndigheden fortsat med at rejse sager mod chaufførerne – uanset om de er årsag til skaden eller ej

For over tre år siden sendte Folketinget et tydeligt signal til myndighederne: Chauffører på grisetransporter er kun ansvarlige for skader på grisene, hvis de er opstået under transporten.

Siden er anklagemyndigheden fortsat med at rejse sager mod chaufførerne – uanset om de er årsag til skaden eller ej. Derfor beder en samlet transportbranche nu justitsministeren om at gribe ind.

- Chaufføren har kun et kort øjeblik til at vurdere grisene, når de passerer forbi ham på vej ind i lastbilen. Her kan det nærmest være umuligt at se, om en gris har brok, et sår eller andre skader, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

- Alligevel har vi set utallige eksempler på, at chauffører har fået bøder på op til 25.000 kroner, fordi de har kørt en gris til slagteriet, som en dyrlæge efterfølgende har vurderet som ikke transportegnet.

Et fald, men ikke nok 
Den tre år gamle politiske aftale har godt nok betydet et fald i antallet af politianmeldelser af chauffører, men det er slet ikke nok. Der er stadig stribevis af sager, hvor både transportvirksomheden og chaufførerne bliver sigtet – og dømt. Derfor henvender ATL og de andre transportorganisationer - DI Transport, 3F Transport, Dansk Erhverv, DTL og ITD – sig nu samlet til justitsministeren.

- Der er stadig stribevis af sager, hvor transportvirksomheden og chaufføren bliver sigtet, siger Lars William Wesch.

- I nogle sager slipper chaufførerne for at få en bøde, men de bliver alligevel i flere tilfælde dømt til at betale op til halvdelen af sagsomkostningerne. Og det kan være mange penge.

- Dertil kommer det psykiske pres, der bliver lagt på chaufførerne. Det er en helt urimelig situation at sætte dem i, siger han.

Ser først skaden, når grisen er skåret op 
Ifølge Lars William Wesch er der eksempler på sager, hvor chaufføren og vognmanden er blevet dømt, selv om skaderne på grisen først har vist sig efter, at den er blevet slagtet.

- Hvis man skal skære grisen op for at se, at den er skadet, så kan man vel ikke forlange, at chaufføren og vognmanden har et ansvar? spørger Lars William Wesch retorisk.

Forskel fra landsdel til landsdel
Desuden er der stor forskel på, hvordan embedsdyrlægerne vurderer sagerne forskellige steder i landet. Et sted i landet risikerer en chauffør at blive sigtet. Et andet sted går han fri.

- Sagerne bygger ofte på skøn. Det udfordrer den enkeltes retssikkerhed, og det understreger endnu engang, at ansvaret bør ligge hos landmændene, siger Lars William Wesch.

Fire ønsker
De seks transportorganisationer har sendt fire ønsker til justitsminister Nick Hækkerup.

  • Drop de gamle sager mod chauffører, som stammer fra før politikerne besluttede at ændre praksis.
  • Transportvirksomheder og chauffører bør kun blive sigtet, hvis skaderne er sket under transporten.
  • Chauffører og transportvirksomheder skal kun tiltales i sager, hvor der er tale om grov uagtsomhed, og hvor embedsdyrlægen og Fødevarestyrelsen har politianmeldt chaufføren og transportvirksomheden.
  • En gennemgang af grisens skader efter slagtning bør ikke bruges i vurderingen af, om chaufføren eller transportvirksomheden skulle have opdaget skaden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297