23948sdkhjf

Små cyklister oplevede stor lastbil

I weekenden lød startskuddet til ITD’s nye samarbejde med brancheorganisationens landsdækkende trafiksikkerhedskampagne, Lastbilkaravanen, og Kids Tour, som er Danmarks største cykelløb for børn. Der blev delt ud af aha-oplevelser, livsvigtig viden og goodiebags til store og små

Begejstringen var stor, da ITD og Lastbilkaravanen havde en 16 meter lang lastbil med på Kids Tour i Randers i lørdags.

Alle besøgende kunne kravle op i lastbilen og ved selvsyn opleve, hvordan det er at være chauffør og sidde bag rattet. De fik også en aha-oplevelse, da de fandt ud af, hvor små deres venner er nede på jorden, når de stod ved siden af den holdende lastbil.

Foran højre fordæk, som er den kritiske zone, var der lagt en rød måtte, som visuelt indikerer, hvor man absolut ikke skal placere sig, når man er ude i trafikken og møder en lastbil.

Nyt tiltag skal sprede det gode budskab

Det er første gang, at Lastbilkaravanen er med på Kids Tour.

Lastbilkaravanen har startet samarbejdet med Kids Tour, dels fordi al salget af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfonden for blandt andet at fremme fondens arbejde med børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken, og dels fordi det er vigtigt med et konstant fokus på emnet.

- Vi har lavet dette samarbejde, fordi vi begge støtter Børneulykkefonden og artbejder for at fremme arbejdet med børnesikkerheden i Danmark, siger Malene Vitus, som er projektleder på ITD’s trafiksikkerhedskampagner.

- Vi vil have det livsvigtige budskab ud til så mange som overhovedet muligt. Og da Kids Tour rakte ud til vores kampagne, synes vi, at der var god synergi i et samarbejde. Vi er glade for, at vi sammen med Kids Tour og Børneulykkesfonden kan være med til at sætte fokus på trafiksikkerhed

Mere viden om trafiksikkerhed

- Det er virkelig en fornøjelse at se så mange gæster have lyst til at få mere viden om trafiksikkerhed, lastbiler og selve transportbranchen, siger Malene Vitus.

- Mange af de besøgende reflekterede også over, at lastbilerne faktisk leverer de ting, vi bruger i hverdagen. Og så er det jo ekstra sjovt at tale om trafiksikkerhed på Danmarks største cykelløb for hele familien, når Tour de France meget snart lægger vejen forbi Danmark.

Mine venner skal også have den viden

En af de besøgende var 10-årige Oskar Thomasen, der sammen med sine forældre og lillebror fik sig noget af en øjenåbner, da han kom helt tæt på den store lastbil.

- Jeg vil sige det til mine venner. De skal også vide, hvor de skal køre ved siden af lastbilen, så lastbilchaufføren kan se dem, sagde han.

Også Oskars mor var begejstret for den nye viden.

- Det er væsentligt, hvor man skal være. Enten bliver man bagved, eller også bliver man foran lastbilen, siger Annika Thomasen, som senere skulle heppe på Oskar i cykelløbet.

Lastbilkaravanen er med på Kids Tour

  • 22. maj Holbæk (med stor lasybil)
  • 13. august Gladsaxe (med oppustelig lastbil)
  • 20. august Lyngby (med oppustelig lastbil)
  • 27. august Hammel (med oppustelig lastbil)
  • 28. august Frederikssund (med oppustelig lastbil)
  • 4. september Rødovre (med stor lastbil)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.447