23948sdkhjf

Steen Nelting går på pension

Den flittige Aabenraa-dreng har været 42 år hos KH OneStop. Nu venter andre projekter

- Hvis jeg skal nå at lave noget andet, ingen jeg bliver helt gammel, skal det være nu. Sådan siger Steen Nelting, som i næste måned fylder 65 år. På onsdag i næste uge går han på pension efter 42 år hos KH OneStop - eller som han siger: så går jeg i gang med andre projekter. Steen Nelting har nemlig ikke tænkt sig at sidde og trille tommelfingre. Det ”nye” liv er allerede planlagt.

- Vi har solgt både vores sommerhus og vores almindelige hus – og så har vi købt en plantage på Rømø, fortæller han.

- På plantagen står to huse. Det ene vil jeg rive ned, det andet vil jeg restaurere. Her skal vi bo, indtil et splinternyt hus er bygget. Det er et kæmpe projekt. Desuden har vi heste, og jeg har motorcykel…. så vi kommer da ikke til at kede os.

Steen stopper ikke helt i KH OneStop. Han fortsætter i bestyrelsen. Så har han mulighed for at følge med i, hvordan det går for virksomheden.

Steel Nelting er oprindelig uddannet automekaniker og rejste i tre år verden rundt med vennen racerkøreren John Nielsen,

- John og jeg har gået på filskole sammen. Vi er faktisk begge automekanikere. På et tidspunkt ringede han og spurgte, om jeg ville være hans mekaniker. Jeg sagde ja – og så var jeg sammen med ham i tre år. Han kørte Formel 3 og Formel Super V. Det var dengang, han blev europamester og før, han begyndte at køre Le Mans.

- At være racermekaniker er ikke et rigtigt fuldtidsjob. Man arbejder fuld tid om sommeren; men om vinteren er der ikke noget at lave, så man skal have et vinterjob. En af mine bekendte skaffede mig ind hos Knud Hansen i Padborg, hvor jeg startede i 1979.

Jobbet var så spændende, at Steen Nelting til sidst blev hængende hos Knud Hansen – også om sommeren… og så har han været her siden.

- Jeg startede som mekaniker og blev senere kølemontør, fortæller han.

Knud Hansen importerede og servicerede køleanlæg fra Thermo King. Efter nogle år prikkede direktøren og ejeren af firmaet, Knud Henrik Hansen, Steen på skulderen, og spurgte, om han ikke kunne tænke sig at blive værkfører.

- Det kunne jeg. Så jeg var værkfører i nogle år og blev afdelingsleder. Jeg kom også i teknisk afdeling og blev teknisk chef. Siden blev jeg driftschef med ansvar for alle vores afdelinger i Danmark.

- Jeg havde meget kontakt til kunderne som driftschef og var begyndt at sælge lidt – og så blev jeg sælger. Sidenhen blev jeg salgschef – og nu slutter jeg karrieren som Key Account Manager.

Knopskydning

- Sådan har min karriere været i virksomheden. Der er kommet mere og mere til – ligesom ved knopskydning. Nye opgaver og nye udfordringer - jeg var med på det hele. Det har gjort det interessant at være her i så mange år. Virksomheden har udviklet sig, og jeg har været med til at udvikle virksomheden. Da jeg startede, var vi syv ansatte. Nu er vi 179.

Virksomheden hedder i dag KH Onestop og bygger på konceptet om, at kunderne kan få det hele samme sted. Man behøver kun at handle ét sted.

- Det var egentlig kunderne, der opfandt konceptet for os, fortæller Steen Nelting. Kunderne syntes, at vi også kunne lave deres bremser, lys og andre reparationer, når vi alligevel servicerede deres kølemaskine.

- Det gjorde vi så; og på et tidspunkt syntes vi, at navnet Knud Hansen Køleanlæg var misvisende, for vi lavede efterhånden meget andet end at montere køleanlæg. Og så blev KH OneStop-navnet opfundet.

Nye ejere

For fire år siden blev KH OneStop solgt til Thomas Henriksen og Morten Lund. Steen Nelting lavede den aftale med de nye ejere, at han skulle give dem et varsel på to år, før jeg stoppede – og han også skulle finde sin afløser.

- Jeg havde længe arbejdet på at få Allan Nielsen fra Schmitz Cargobull til at skifte til os. Han sagde nej mange gange; men til sidst blev han overtalt.

- Han startede i september 2021, og jeg har kørt parløb med ham siden da. Han gør det rigtig godt. Kemien passer fint, og det har været let for mig at trække mig tilbage.

Overraskede kunder

For en del kunder har det været en overraskelse at erfare, at Steen Nelting stopper, for så gammel ser han jo ikke ud.

- Hvor gammel skal man være for at gå på pension? spørger Steen.

- Jeg har aldrig haft i tankerne at skulle arbejde til jeg bliver 70 år, og da jeg snart fylder 65, synes jeg, at tiden er inde nu.

- Desuden kender de fleste af kunderne Allan Nielsen. Han er en stabil og troværdig person. Han er accepteret af kunderne. Derfor er det let for mig at stoppe.

- De seneste par måneder har jeg trukket mig længere og længere tilbage rent fysisk på kontoret. Nu sidder jeg omme bagved. Før sad jeg foran. Nu er det Allan, der kører salget.

De seneste års samfundsomvæltninger med corona-krisen, prisstigninger og forsyningskrise har ikke gjort beslutningen sværere for Steen. Snarere tværtimod. Arbejdsdagene er blevet hektiske med mere ren brandslukning. Der er også kommet mere kontorarbejde og internt arbejde.

- Det med at køre rundt, besøge kunder og få en stak ordrer med hjem på en god dag – ja, det savner jeg, siger Steen Nelting.

Han er dog ikke i tvivl om, at KH OneStop er i rigtig god gænge.

- Virksomheden udvikler sig og vokser. Der er kommet to nye afdelinger til i Albertslund og Ringsted. Ejerne er nogle unge og energiske mennesker. Der er ingen tvivl om, at fremtiden er lys for KH OneStop. Og jeg glæder mig til at følge den som medlem af bestyrelsen.

Steen Nelting bliver fejret med en reception for forretningsforbindelser og venner onsdag den 15. juni kl. 13.00-17.00 hos KH OneStop i Padborg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062