23948sdkhjf

Kai Larsen har været 56 år i samme firma

Nu er SAWOs kendteste sælger, Kai Larsen, gået på pension

- På et eller andet tidspunkt skal jeg stoppe, ikke? Jeg synes, at de sidste par år har været hårde med leveringsvanskeligheder, corona og biler, der ikke kommer til tiden. Jeg er den gamle type, der går og tænker meget over tingene. Så jeg synes, at det er et godt tidspunkt at stoppe på.

Sådan siger Kai Larsen, som her i maj havde sidste arbejdsdag hos SAWO efter at have arbejdet i virksomheden i 56 år. Med så mange år i arbejde må man sige, at han har fortjent sin pension.

Selv om Kai Larsen især er kendt for sin rolle som sælger på Sjælland, har han faktisk haft flere forskellige roller i virksomheden. Han er udlært smed og blev kort efter sin soldatertid ansat hos den daværende importør af Hiab-kraner i Herlev.

- Min kammerat havde gjort mig opmærksom på firmaet. Jeg kendte det ikke, men besøgte dem i en frokostpause. De skulle bruge en smed; og da værkføreren så, at jeg godt kunne svejse, blev jeg ansat.

Det blev til flere år med at montere kraner på lastbiler i virksomheden, som lå på Ellekær i Herlev. Da det senere blev overtaget af Hiab, flyttede firmaet til de nuværende lokaler på Knapholm.

- Vi havde dengang en afdeling, der renoverede hydraulikpumper. Det var et lidt finere sted at arbejde end i smedeværkstedet, så da jeg blev spurgt, om jeg vil ind og arbejde her, sagde jeg ja tak.

Afdelingen var tilknyttet reservedelslageret, så Kai Larsen hjalp tit til på reservedelslageret. Derfor var det naturligt, at han senere blev bedt om at stå for reservedelslageret i Herlev, da Hiab flyttede sit danske hovedkontor til Humlebæk.

Al montage blev flyttet til Humlebæk, men værkstedet i Herlev blev bibeholdt til reparationer. Så alt var fryd og gammen, indtil den daværende salgschef Otto Christensen spurgte Kai Larsen, om han ikke ville være sælger.

- Nej tak, sagde Kai Larsen høfligt. Det er ikke lige mig med jakkesæt, slips og fin taske.

- Jo, fortsatte salgschefen. Jeg har set, at du taler godt med kunderne. Du kan prøve i tre måneder. Er det ikke noget for dig, kan du komme tilbage til lageret.

- Men det kom jo til at gå godt, så jeg har været sælger lige siden.

Rejse rundt med Krak-kort

- Det var andre tider dengang, fortæller Kai Larsen. Det er ikke som i dag, hvor man går rundt i cowboybukser. Dengang var det med jakke og slips.

- Jeg skulle rundt til vognmændene og præsentere mig. Jeg havde brochurer med. Og så måtte jeg jo købe alle Kraks forskellige kort over Sjælland og de sjællandske byer. Det var sådan, jeg fandt frem til vognmændene. Dengang fandtes GPS jo ikke.

- Var der nogen hjemme, blev jeg ofte inviteret indenfor. Var vognmanden ikke hjemme, lagde jeg mit visitkort og en stak brochurer. Jeg besøgte også bilhusene og præsenterede mig.

- Det var midt i 1970’erne, og kranerne så slet ikke ud som i dag, siger Kai Larsen.

- Dengang kom Hiab med en kran, der kunne række hele fem meter. Det var jo helt vildt! Hiab var også de første, der kom med en kran, der kunne pakkes sammen som ”napoleonsarm.” Det var noget, der kunne imponere vognmændene. Det var nærmest en revolution, da Hiab kunne forlænge kranen med en jib.

På dette tidspunkt var Flemming Christensen forhandler af Hiab-kraner i Jylland. Derfor var det ham, Hiab solgte til, da de i 1980’erne ville lukke deres kontor i Danmark – og Kai Larsen fulgte med over i virksomheden SAWO.

- Da Flemming overtog Hiab-importen, udvidede vi også vores sortiment. Udover kraner skulle jeg nu også sælge containere og hejs, fortæller Kai Larsen.

- Flemming havde et værksted på Krogshøjvej i Bagsværd. Det blev flyttet til Herlev, hvor der også blev bygget ud. Ja, og så har vi været her siden.

Salg til flere generationer

Når man som Kai har været i branchen så længe, så kender man flere generationer i de forskellige vognmandsvirksomheder. Der er en del virksomheder, hvor Kai først har handlet med faderen og siden med sønnerne. En af dem er vognmandsfirmaet H. Nielsen i Bagsværd, som var med på alt det nye, som Kai Larsen præsenterede.

- De var første til at købe en kranbil med en flyjib. Den tjente de mange penge med, for der var ingen andre, der havde sådan en kran, der kunne række ind over bygninger og op på tage.

- Flemming fik også ansat en tekniker ved navn Jan Møller. Han var gået konkurs med sit eget karosseriværksted; men han var en tusindkunstner. Han opfandt det, der i dag hedder pendelladet, hvor man slår hele den ene siden ned på én gang. Så kan man sidetippe uden at skulle ud og lukke siderne op.

- Sådan et lad var ikke billigt; men hos H. Nielsen var de med på ideen.

Fra 2 til 50 kranbiler

En anden kunde, som Kai Larsen har haft i mange år, er E. Trasborg i Herlev.

- Det var en lokal produkthandler, som en dag skulle bruge en kran til at løfte skrot op i en presse.

- Gamle Trasborg ringede og spurgte, om jeg ikke ville være så flink at komme op til ham. Dengang havde Hiab lige fået en kran med en fjernbetjening – godt nok med kabel – men det var der ikke andre, der havde. Så jeg fik solgt den første kran til dem – og siden har jeg solgt mange Hiab-kraner til virksomheden. Dengang havde de to lastbiler. I dag har de 50.

Sætte sig i kundens sted

For Kai Larsen har det altid handlet om at præsentere noget, som passer til kundernes forretning. Ofte havde kunderne selv nogle ideer, så det handlede om at få tingene til at lykkes.

- Som sælger skal man sætte sig ind i kundens situation og se, hvordan man kan være med til at løse deres opgaver, siger Kai Larsen; men han fortæller også, at kunderne har sat pris på hans humor og lyse sind.

- Jeg har altid godt kunne lide at have det sjovt og fortælle lidt jokes. Det at grine sammen er altid godt. Jeg synes, at jeg har behandlet mine kunder ordentlig. Mange af dem er kommet igen og igen. Jeg er sikker på, at det er fordi, vi har det godt sammen.

- Selvfølgelig er der kunder, der godt kan være lidt firkantede. Der er også nogle få, som har været sure på mig og talt med store bogstaver; men vi har altid kunne tale pænt til hinanden bagefter.

- Kun en enkelt gang har jeg måttet stille en betingelse til en kunde. Jeg ville ikke lave et tilbud til ham, hvis vi igen skulle skændes om priserne bagefter. Siden har der ikke været kurrer på tråden – og han har da købt et par kranbiler mere.

- Man skal jo huske, at kunden altid har ret…. altså, næsten altid.

Styrer selv sin hverdag

En af de forhold, der har fået Kai Larsen til at blive ved så længe, er, at har stort set har fået lov til at styre sin hverdag – og det har han sat pris på.

- Jeg har haft en del salgschefer i min tid, og de er kommet med mange gode forslag til, hvordan jeg skulle koordinere mit salg og mine kundebesøg.

- Vi havde engang en salgschef, som mente, at vi skulle udveksle kalendere. Det var fint nok med mig. Han tog sin telefon frem. Jeg gav ham min Mayland-kalender og sagde: Den må du godt sidde og kigge i.

- Han blev noget lang i ansigtet. Ja, sagde jeg. Jeg er af den gamle skole. Og så blev der ikke snakket mere om det.

På ferieture

Hvad skal Kai Larsen så nu? Det ved han ikke selv.

- Jeg hverken cykler eller spiller golf; men jeg er medlem af Ældre Sagen. Så jeg må se, hvad de kan tilbyde, siger han på sin egen finurlige facon.

- Der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at savne SAWO og kunderne. Så jeg har da tænkt mig at komme forbi til en kop kaffe en gang imellem.

- Ellers skal jeg hygge mig med mine søskende, børn og børnebørn. De senere år er jeg begyndt at rejse med mine tre søskende. Vi har det rigtig sjovt sammen og har været på turiststeder som Kreta, Cypern og Gran Canaria.

- Det stoppede corona-pandemien; men rejserne tager vi op igen. Vi skal ned og slappe af i solen og have noget god mad. Vi ligger ikke og koger på stranden. Vi vil ud at se noget.

Efter Kais ønske afholdes der er en mindre afskedsreception for inviterede gæster, onsdag den 15. juni i Herlev.

Kais afløser

Selv om Kai Larsen bliver svær at erstatte, har SAWO allerede fundet hans afløser. Stig Rasmussen blev ansat for tre år siden og har gjort det godt.

- Han har taget mit område, København og Nordsjælland, siger Kai Larsen.

- Jeg har haft Stig med ude hos flere af kunderne, og der er stor respekt om ham. Han har selv været vognmand og chauffør. Han har kørt med Hiab-grej, så han har baggrunden i orden.

Derudover vil nogle af kunderne fremover blive betjent af salgschef på Sjælland/Øerne Allan Andreasen og salgskonsulent Michael Linulf, Køge.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.141