23948sdkhjf

Kæmpe jubilæumsfest i morgen

Koncerter og opvisningskamp mod oldboys-landsholdet er på programmet, når Blue Water fejrer 50-års jubilæum i morgen den 1. september

Siden etableringen for 50 år siden har Blue Water Shipping forvandlet sig til en international virksomhed med knap 2.000 ansatte i over 30 lande. Hovedsædet har – og vil – altid være Esbjerg, og derfor bliver byen også scene for firmaets store jubilæumsfejring, hvor hele byen inviteres med til fest i morgen, torsdag den 1. september.

- Vi har altid været stolte af at være en del af Esbjerg, og derfor er det helt naturligt for os at fejre vores jubilæum sammen med byen, siger Kurt Skov, Blue Waters grundlægger og bestyrelsesformand.

- 50-års jubilæet er en meget stor begivenhed for os, og vi er glade og stolte over at kunne præsentere et festprogram med noget for alle aldersgrupper,

Opvisningskamp

Udover reception for kunder og samarbejdspartnere på Blue Water Arena vil byens stadion i forlængelse af receptionen lægge bane til en opvisningskamp mellem fodboldlandsholdets oldboys-spillere og et udvalgt Esbjerg all-star-hold, der tæller navne som John Lauridsen, Jesper Lange, Jacob Poulsen og Lars Winde.

Alle har adgang til at komme og se de tidligere topspillere dyste om æren i en forhåbentlig meget seværdig kamp.

10.000 koncertgæster

Jubilæumsdagen byder også på musik og underholdning i Vognsbølparken lige overfor Blue Water Arena. Børn fra vuggestuer, børnehaver og dagplejere er inviteret om formiddagen, hvor de kendte DR Ramasjang-stjerner Motor Mille og Onkel Reje står for underholdningen.

Forventningen er, at over 4.000 lokale børn kommer og får en stor oplevelse.

Syv timers koncert

Om aftenen bliver der koncert for unge og voksne, hvor forskellige musiknavne indtager scenen fra kl. 16. Programmet ser således ud:

  • Kl. 16.00: Martin Deejay
  • Kl. 18.00: Artigeardit
  • Kl. 20.00: Hyldest til Kim Larsen med gæsteoptrædener af bl.a. Chief 1, Ester Brohus, Knud Møller m.fl.
  • Kl. 22.00: Carpark North

Der er plads til 10.000 koncertgæster – og her er håbet, at man kan fylde pladsen, hvor der vil være mulighed for at købe mad og drikke.

Penge til lokale foreninger

Af sikkerheds- og planlægningsmæssige hensyn skal der være styr på antallet af tilskuere til både fodbold og koncert. Derfor skal man på forhånd have købt en billet, som kommer til at koste beskedne 35 kr. – men til gengæld kan billetten byttes til en øl eller sodavand, så det praktisk talt bliver gratis at komme til fodbold og koncert.

- Vi skal naturligvis ikke tjene penge på jubilæumsfesten. Derfor vil indtægter fra for eksempel salg af mad- og drikkevarer gå til de lokale klubber og foreninger, vi får hjælp af i forbindelse med arrangementet, siger Søren Nørgaard Thomsen, CEO for Blue Water.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078