23948sdkhjf

Der mangler 425.000 chauffører i Europa

Manglen på chauffører i Europa bliver ved med at stige. Det er alarmerende, siger ITD

Der mangler 425.000 lastbilchauffører i Europa, og det enorme tal ser ud til at stige. Det viser en ny rapport fra den internationale lastbilorganisation, IRU.

IRU forventer, at antallet af ubesatte chaufførstillinger vil stige fra 10 procent til 14 procent på europæisk plan ved udgangen af 2022. Og det er alarmerende, mener ITD.

- Manglen på chauffører er en af de største udfordringer for lastbilerhvervet lige nu, siger Henriette Kjær, politisk chef i ITD.

- Herhjemme oplyser 6 ud af 10 transportvirksomheder, at de mangler chauffører. Mange steder rundt om i landet, står der lastbiler parkeret, som ikke kan komme ud at køre på landevejene, simpelthen fordi det ikke er til at få fat i en chauffør til at køre dem.

- Det kommer også til at gå ud over helt almindelige danskere, som oplever, at priserne på varer bliver dyrere. Det kommer også til at gå ud over danske virksomheder, som må forvente forlængede leveringstider på varer til produktionen.

Politiske initiativer

Ifølge IRU er der ikke udsigt til en forbedring af situationen i den kommende tid. Ifølge rapporten er gennemsnitsalderen på chauffører i EU oppe på 47 år – og det tal vil kun blive ved med at stige, da det er vanskeligt for branchen at tiltrække yngre chauffører.

Derfor har ITD blandt andet foreslået, at alderen for hvornår man kan tage stort kørekort skal sættes ned til 17 år, da mange unge er færdige med deres skolegang, inden de er blevet gamle nok til at tage kørekort.

- Vi opfordrer også til, at man sætter tempoet gevaldig i vejret fra politisk side med at finde løsninger på chaufførmanglen, siger Henriette Kjær.

- Efterspørgslen på transport forventes at stige, og det kan yderligere forværre forsyningskrisen og inflationen.

- Vi har længe presset på for en plan for chaufførmanglen herhjemme. Det har været svært at råbe politikerne op; men vi fornemmer, at både transportministeren og de transportpolitiske ordførere på Christiansborg nu har indset problemet og faktisk gerne vil medvirke til at gøre noget ved det.

- Tallene fra IRU taler sit tydelige sprog. Der skal handling til nu, slutter Henriette Kjær.

Blandt de initiativer, som ITD håber bliver sat i gang er:

  • Initiativer, der får flere unge til at søge ind på transportuddannelserne
  • Fastholdelse af chauffører, der allerede er i branchen
  • Eftersyn af de mange regler og risiko for bøder, som vores chauffører bliver udsat for
  • Bedre vejinfrastruktur
  • Mere kapacitet på rastepladserne, så de lovpligtige hvil kan overholdes.
Kommenter artiklen (3)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.126