23948sdkhjf

Mindre håndarbejde når lastbilen vaskes

Nyt vaskeanlæg fra Christ med mere automatik og flere programmer

Tid er penge – og hvis der kan spares tid ved lastbil- eller busvasken, er det godt. Det er filosofien bag Christs nye vaskeanlæg til tunge køretøjer. Anlægget hedder Nova og er netop blevet præsenteret på IAA transportmessen i Hannover i sidste uge.

- Anlægget er netop blevet frigivet til salg. Hvis man bestiller det nu, kan det leveres allerede til december, fortæller Carsten Bo Petersen, salgschef i Wennstrom Wash System, som forhandler Christ herhjemme.

- Tidligere havde vi to modeller til storvogne – et anlæg til bus og et til lastbiler. Nu er de bygget sammen. Vi har ét chassis, som man kan aptere efter eget ønske og behov. På den måde er det mere favnende og fleksibelt. Det er især interessant for de kommercielle vaskehaller, som vil kunne indrette vaskeanlægget, så det både kan vaske busser og lastbiler gennem tilvalg af funktioner og forskellige vaskeprogrammer.

- Det dækker bedre. Man vil kunne tilbyde en god busvask, selv om man har købt en lastvognsvask – og omvendt.

Nye mål

Christ har ændret lidt på vaskeanlæggets ydre mål. Det fylder mindre i højden og bredden, selv om det har uændret vaskehøjde. Den finesse har man blandt andet opnået ved at bygge højtryksdyserne ind i vaskemaskinen. Tidligere sad de på en ramme uden om anlægget.

- Man har taget nogle løsninger, som man kender fra personvognsvasken, og lagt dem over i lastvognsvasken, forklarer Carsten Bo Petersen.

- Der er også kommet en anden type dyser på. De er både roterende og vippende, så de rammer meget bedre omkring chassiset. Der er mere power på, og de vasker tættere.

Endelig kan man køre med forskellige vaskehastigheder i samme vask. Så kan man for eksempel give førerhuset mere tid end resten af bilen.

Mere intelligent

Et af de nye programmer er fælgvask. Et andet er automatisk detektion af spejlløse kamerasystemer, for hvilke der er skabt specielle vaskeprogrammer.

- Der er i det hele taget mere fokus på at fjerne mere og mere håndarbejde, siger Carsten Bo Petersen, som betegner det nye vaskeanlæg som mere ”intelligent” og mere fuldautomatisk.

- Vores anlæg er blevet mere velegnet til de kunder, der vil have et fuldautomatisk anlæg, hvor man ikke selv behøver være til stede, når der vaskes.

Designpakker

Christ Nova kommer i tre forskellige designpakker, som kan tilkøbes; men Carsten Bo Petersen forventer ikke stor interesse for det i Danmark; men muligheden er der.

Bliver der solgt nogle af de nye vaskeanlæg lige med det samme i Danmark?

- Ja, det er jeg overbevist om, siger Carsten Bo Petersen, som sammen med kollegaen Peter Storm var i Hannover sammen med interesserede kunder.

- De var vældig begejstret for højtrykssystemet på den nye maskine. Deres ønske er netop et mere fuldautomatisk anlæg – og hvis de slår til nu, bliver de nogle af de allerførste i Europa, der får den nye maskine.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109