ITD: Lad private overtage brev- og pakkemarkedet
EU-domstolen har blåstemplet den statslige milliardstøtte til PostNord; men dommen ændrer ikke ved, at det hører fortiden til at poste skatteydernes penge i en statslig vognmandsforretning, når private vognmænd lige så godt kan udføre opgaven.
Derfor opfordrer ITD til et politisk opgør med det statslige PostNord, når den politiske aftale om postbefordringen udløber i ved årets udgang.
- Den kommende regering bør lægge en plan for fremtidens post- og pakkemarked, så private virksomheder kan klare opgaven, siger Stefan K. Schou, adm. direktør i ITD.
- Beslutningen om, hvorvidt man overhovedet vil have en statslig aktør på post- og pakkemarkedet i Danmark, kan kun træffes af det politiske niveau.
- Siden aftalen mellem Danmark og Sverige om at styrke PostNord, har vi klaget over en lang række forhold i statsstøtten. Det førte blandt andet til at, PostNord i 2021 skulle tilbagebetale næsten en halv milliard kroner til staten, da støtten gav selskabet en urimelig økonomisk fordel i forhold til de private konkurrenter.
Private kan sagtens
- Vi håber og tror, at politikerne har fået øjnene op for at post- og pakkemarkedet sagtens kan håndteres af private aktører, som allerede tilbyder danskerne pakke- og brevprodukter. Derfor er relevansen af en statslige spiller på post- og pakkemarkedet også for længst udspillet - og det er et stort antal danskere i øvrigt også enig i, siger Stefan K. Schou med henvisning til en undersøgelse foretaget i 2021.
Den nuværende politiske aftale om Post Danmarks postbefordring, som er indgået af den socialdemokratiske regering, SF, RV og EL, udløber d. 31. december 2022. Det bliver derfor en af de første opgaver for en kommende regering at tage stilling til fremtiden for PostNord.