Bilister i Frederikssund Kommune skal snart træde lidt mindre hårdt på speederen. Ifølge TV2 Lorry har et flertal af politikerne i Plan- og Teknikudvalget i Frederikssund Kommune besluttet at sænke hastigheden fra 50 kilometer i timen til 40 kilometer i timen på flere veje i kommunen.
- Det gennemgående argument for at sætte farten ned i vores by og i de mindre landsbyer er at øge sikkerheden. Det giver vores bløde trafikanter nogle bedre vilkår – også der, hvor vejforholdene kan være mere uoverskuelige. Og derudover bliver støjniveauet også nedbragt, siger udvalgsformand Kristen Weiland (Fjordlandslisten) overfor TV 2 Lorry.