23948sdkhjf

DTL etablerer netværk om elektriske last- og varebiler

DTL inviterer vognmænd med interesse for elektriske last- og varebiler til at deltage i nyt netværk

DTL har stiftet et nyt netværk for vognmænd med interesse for elektriske last- og varebiler.

Det er hensigten, at netværket skal give mulighed for at udveksle erfaringer, få information om ny teknologi og drøfte den politiske del af omstillingen til grøn transport.

Netværket er udelukkende for medlemmer af DTL, og på enkelte temamøder er det hensigten at benytte sig af eksterne eksperter.

- Nogle af vores medlemmer har allerede investeret i el-lastbiler, og med netværket bliver der mulighed for at udveksle erfaringer med andre interesserede vognmænd, siger Ove Holm, der er underdirektør i DTL.

- Der er stor interesse for, hvordan el-køretøjer fungerer i praksis, hvor langt kan de køre under givne vej- og vejrforhold, hvad kan de laste, og hvad er chaufførernes holdning og oplevelse af el-lastbiler. Alt det kan netværket bidrage til at kaste lys over.

Et helt andet marked

- Markedet for el- og opladningsydelser fungerer på en anden måde end brændstofmarkedet, siger Ove Holm.

- Priserne på el svinger fra time til time, og de netselskaber, der har til opgave at etablere el-forbindelser, har monopol på opgaven. For vognmændene vil der naturligt opstå spørgsmål om blandt andet el-markedets funktion, el-priser og omkostninger til at etablere ladestandere og nødvendige el-forbindelser til virksomheden.

Hjælp til erhvervspolitikken

Netværket skal også være med til at styrke DTL’s erhvervspolitiske indsats i forbindelse med den grønne omstilling af vejgodstransporten.

- I øjeblikket er el-lastbiler dyre, og mange vognmænd mener, at el-lastbilen foreløbig ikke udgør noget konkurrencedygtigt alternativ til diesel. Derfor må der forventes at komme politiske initiativer for at fremme udbredelsen el-lastbiler, siger Ove Holm.

- Det kan være støtteordninger, afgifter samt påbud og krav som for eksempel klima- og nulemissionszoner. Netværket kan drøfte politiske initiativer og bidrage med inspiration og input til DTL’s erhvervspolitiske indsats på området, siger Ove Holm.

To-fire møder årligt

Medlemskab af netværket bliver et medlemstilbud i DTL.

Efter planen skal der afholdes to til fire årlige møder med aktuelle emner på dagsordenen og relevante eksterne deltagere.

Fra DTL vil chefkonsulent Søren Büchmann Petersen være tovholder og blive sekunderet af teknisk konsulent Finn Bjerremand.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079