Business Unit Manager Service til vækstvirksomhed med grønt hjerte
Ligger dine spidskompetencer i krydsfeltet mellem teknisk indsigt, strategisk ledelse, udvikling af kunderelationer og sublim service? Så kunne det meget vel være dig, der skal sætte den fremtidige retning for serviceområdet i Nordomatic A/S, som er en global pioner inden for bygningsautomatik, også kaldet Smart Buildings.
På en mission for at fremskynde en åben og bæredygtig fremtid
Nordomatic sigter mod at blive en global impact leder inden for Smart Buildings. Med mere end 50 års erfaring med at integrere åbne BMS-løsninger i bygninger har virksomheden fået positioneret sig som en værdifuld trusted partner – og medarbejderne er stolte af hver dag at arbejde systematisk for øget miljømæssig og social bæredygtighed. Alene sidste år bidrog virksomhedens løsninger til at nedbringe CO2-udledningen med 130.000 tons hos kunderne.
Virksomheden har det seneste årti været på en imponerende vækstrejse – og for at sikre fortsat professionel service, en løbende tæt dialog med kunderne og udvidelse af kundeporteføljen leder virksomheden nu efter en Business Unit Manager Service, som kan se frem til følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Prioritere og strukturere indsatsen på serviceområdet med øje for det overordnede fastsatte budget
- Ansvar for at sikre omkostningseffektivitet og kundetilfredshed
- Motiverende ledelse og udvikling af serviceteamet bestående af ca. 25 medarbejdere
- Sikre kapacitet gennem intern effektivitet, uddannelse og rekruttering
- Vedligeholde og udvikle kunderelationer (primært i Herning/Esbjerg-området) samt videreformidle leads til salgsafdelingen med henblik på at udvide kundeporteføljen
- Rapportere, monitorere og følge op på budgetter og andre KPI’ere
Du får base på det levende virksomhedsdomicil i Herning, som netop er rykket i nye og flotte lokaler. Du refererer til Business Area Manager, Jacob Haulrich, som du vil indgå i tæt samarbejde med.