23948sdkhjf

Nykredit Leasing vil vokse

Opkøbet af LeasIT og synergier fra Nykredit Bank skal bringe Nykredit Leasing helt frem i forreste række, når det handler om at finansiere lastbiler og andet transportmateriel. Der er lagt en strategiplan for væksten frem til 2013.
Ring i dag og få råd i morgen.

Sådan lyder et slogan fra Nykredit Leasing, som i disse år stormer frem og blander sig med de store, gamle leasingfirmaer om vognmændenes gunst.

Nykredit Leasing er et landsdækkende leasing- og finansieringsselskab, som er 100 procent ejet af Nykredit Bank, der er en af de mest solide finanskoncerner i Norden.

Nykredit Leasing blev stiftet i 2001 som LeasIT i et samarbejde mellem Nykredit Bank og fem lokale sparekasser. Disse sparekasser blev købt ud af Nykredit Bank i 2007, og året efter tog selskabet navneforandring til Nykredit Leasing.

- Vores forretning koncentrerer sig om først og fremmest om leasingløsninger til jern og hjul. Det vil sige til transportbranchen, men også industri, bil, entreprenør og landbrug er store kundegrupper, fortæller Peter Søndergaard, der er salgschef for transportområdet i Nykredit Leasing.

Han har været med tilbage fra LeasIT-tiden og har store forventninger til fremtiden på leasingmarkedet.

En af de største

- Nykredit Leasing satser stærkt på at blive en af de største spillere på markedet i løbet af de kommende år.

- På banksiden er man allerede i dag Danmarks fjerde største bank, og man ønsker mindst den samme position for Nykredit Leasing.

- Selv om vi allerede er godt på vej, er vores ambition at blive væsentligt større allerede i løbet af de kommende to-tre år. Der er lagt en strategiplan for 2013 for både bank og leasing. Vi har en stærk vækstfilosofi og er en af de få finansvirksomheder, der stadig ansætter folk, siger Peter Søndergaard.

Senest har man ansat Per Kyllebæk til salgsdirektør i Nykredit Leasing. Han kommer fra en tilsvarende stilling i Jyske Finans.

I alt arbejder der 50 personer i Nykredit Leasing, heraf er de syv beskæftiget med transport. Hovedkontoret er i Gladsaxe, men ellers har man et tæt samarbejde med de mere end 40 filialer, som Nykredit råder over i Danmark.

Tre stærke ben

Nykredit-koncernen har flere ben at stå på. Udover Leasing, som mange vognmænd kender, er der banken, realkredit, forsikring, pension m.v. Banken er med til at finansiere driften for enkelte vognmandsvirksomheder, mens realkreditten tager sig af nogle af bygningerne.

For at blive kunde i Nykredit Leasing er der intet krav om, at man også er kunde i Nykredit Bank eller Nykredit Realkredit.

- Det kan godt være, at man er kunde begge steder, men det er ikke et krav, siger Peter Søndergaard, som glæder sig over, at leasing bliver stadig større i Danmark.

Leasing vokser

I 2008 voksede den samlede leasingomsætning i Danmark med 30 procent, mens den kun voksede 2 procent i Europa som helhed.

- Det er et tegn på, at Danmark er ved at modnes som et leasingland, siger Peter Søndergaard.

- Godt nok har der været en tilbagegang i 2009 i hele Europa på grund af finanskrisen. Mens Danmarks leasingomsætning gik tilbage med over 30 procent, er den gået endnu længere tilbage i andre EU-lande. I Østeuropa er leasingomsætningen faldet med op til 85 procent i 2009.

Også i krisetider

- Der skal penge til at holde hjulene i gang - også i krisetider, og det er der mange vognmænd, som er opmærksomme på.

- Investeringer i rullende materiel, som lastbiler og varevogne, er en stor udskrivning, der traditionelt sætter likviditeten under pres - og dette pres kan leasing lette.

- I en tid med krise i finanserne og i samfundet, skal vognmændene fokusere stærkt på, hvordan de finansierer deres drift, materiel og udvikling.

- Har man for eksempel brug for at udskifte nogle af sine biler, er det en betydelig udgift, som nogle stadig vælger at betale over kassekreditten.

Ingen mirakelkur

- Her kan leasing være en mulighed, men det er ikke en mirakelkur mod dårlig økonomi. Bilerne skal jo betales, men med leasing kan man strække betalingen og dermed frigive noget likviditet, som kan bruges på andre kerneområder i virksomheden.

- Generelt bør man tænke på, om man virkelig behøver at eje sine driftsaktiviteter.

En transportfinansiering skal tage højde for:

• Rentabilitet før og efter skat

• Likviditet

• Risiko

• Fleksibilitet

• Regnskabsmæssig konsekvens

Euro-normer

I løbet af sommeren bliver nye Euro-normer aktuelle i Danmark på grund af skærpelse af miljøzonerne i København, Århus, Odense og Aalborg.

- Det betyder, at en Euro 3-bil får begrænsninger for, hvor den kan køre.

- Her bør man helt klart gå ind og vurdere, hvad man vil. Vil man købe en ny bil? Vil man sætte partikelfilter på den gamle? Eller vil man fortsætte med at bruge den gamle bil med de begrænsninger, den får?

- Desuden skal man ikke vente til sidste øjeblik med at kontakte sit leasingselskab. Man skal have gennemtænkt situationen, set nærmere på den pågældende bils udgifter og indtjening - og så skal man kunne overbevise sin finansieringskonsulent om, at det er en fornuftig idé.

- Der skal nok også være brug for lastbiler og vognmænd i fremtiden, siger Peter Søndergaard.

- Vi er lige nu midt i et udskilningsløb, hvor det vognmændene skal holde deres fokus fast på indtjeningen og bundlinie. De skal igennem en omstillingsproces og mange er begyndt at tænke på driften pr. bil.

Krisen ikke forbi

- 2010 bliver et svært år, hvor der ikke vil ske væsentlige forbedringer i mange firmaers økonomiske situation. Derfor er det endnu vigtigere, at man tænker sig om - og benytter i stigende grad benytter sig af leasing til at finansiere sit materiel, siger Peter Søndergaard.

- Vi er i markedet og vil ekspandere på de professionelle kunder. Vi vil finansiere de dele af branchen, som er mere professionelle - og vi vil kunne tilbyde leasing til de rigtige priser. Det har vi altid gjort, så vi har ikke ændret vores kunde- og forretningspolitik på grund af løbet af krisen. Vi er bare blevet mere bevidste om, hvem vi tager som kunde - og så vil vi altså vokse de kommende år, slutter salgschefen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078