23948sdkhjf

Fjord Line hædret

Rederiet Fjord Line har fået The Shippax Award for MS Oslofjords innovative forvandling til en unik dagfærge.
Fjord Line er for andet år i træk blevet hædret med The Shippax Awards, der er skibsbranchens svar på en Oscar.

Prisen blev i år givet for den nytænkende indretning af MS Oslofjord, der sejler på Fjord Lines nye rute mellem Sandefjord i Norge og Strömstad i Sverige.

Hele skibets grundlæggende design er fornyet, og samtlige kahytter er fjernet. Det har givet plads til åbne loungeområder, store taxfreebutikker, restauranter og ikke mindst siddepladser nok til alle passagerer.

- Vi har i hele designet og indretningen af færgen været meget fokuserede på at skabe en god sejloplevelse og de bedste shoppemuligheder for passagerne, fortæller koncernchef Rickard Ternblom, Fjord Line.

Juryen udtrykte, at Fjord Line i høj grad er lykkedes med en spektakulær og unik konvertering fra en ordinær version af en nat/dag færge til en eksklusiv dagfærge. Dertil lagde juryen vægt på, at det er sjældent set i branchen, at et rederi indsætter en så fashionabel færge på en dagsrute.

Færgens ansigtsløftning har kostet 225 millioner norske kroner. Rederiet modtog prisen sammen med OSK-ShipTech A/S og Falkum-Hansen Design AS, som står bag færgens forvandling.

Det 134 meter lange skib blev oprindeligt bygget i 1993 og sejlede tidligere under navnet Bergensfjord mellem Hirtshals, Stavanger og Bergen. I forbindelse med renoveringen og indsættelsen i juni 2014 på ruten mellem Sandefjord og Strömstad, tog skibet navneforandring til det mere passende navn Oslofjord.

Skibet sejler fire daglige afgange mellem Norge og Sverige, og overfarten varer 2,5 time. Færgen har plads til 1800 passager og 410 biler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109