23948sdkhjf

Convoy Buddy er venner for livet

Chauffør-fællesskabet fylder rundt næste år – mød dem på messen og få en røverhistorie fra livet på landevejene
På årets udgave af Vestfyn Trækker skal gæsterne ikke snydes for muntre indslag. Blandt dem er chaufførforeningen Convoy Buddy, der er repræsenteret med en stand på messen og inviterer ind til en snak og en god røverhistorie fra livet på landevejene.

Convoy Buddy blev oprindeligt stiftet i 1978, lige i kølvandet på, at den populære kult-film Convoy rullede over det store lærred. Foreningen holdt sin første jamboree i 1979 ved Vejen, og med hele 13.000 besøgende gik det langt over alle forventninger.

Storhedstiden udspillede sig op gennem 80’erne, hvor klubben var helt oppe på 2.500 medlemmer. Men i 1990 lukkede klubben, og lå i dvale helt frem til 2007, hvor nogle af de gamle medlemmer kom i tanke om, at det kunne være sjovt at starte igen.

I dag har foreningen lige omkring 320 medlemmer, der alle har det til fælles, at de søger et fællesskab med udgangspunkt i vejtransportfaget.

For alle lastbil-entusiaster

Fra at have været en hardcore chauffør-klub, er der i dag også åbnet op for sponsor-medlemmer, så dem, der ikke selv kan ligge på landevejene, også kan være med til at dele deres passion for lastbiler.

- Det vigtigste er hygge. Selve betegnelsen ’convoy buddy’ er jo egentlig venner, der kører i kolonne – og en buddy er en ven for livet, fortæller klubbens kasserer, Claus Filipsen.
Klubbens medlemmer hjælper hinanden på kryds og tværs; og gerne strækker sig langt for at gøre en buddy en tjeneste:

- Det er sådan noget, vi værner om. I stedet for at skulle genere hinanden, så skal vi chauffører hjælpe hinanden og gøre det nemmere for alle parter.

Sammenhold gør stærk

Claus Filipsen selv har været engageret i Convoy Buddy siden 1979, og han ofrer gerne tiden for at bringe et vigtigt budskab videre til næste generation:

- Vi vil gerne kunne få nogle af de unge chauffører til at finde ud af, at man kommer langt ved at hjælpe hinanden.

Convoy Buddy deltager i sociale arrangementer og shows, hvor gamle chauffører mødes og snakker om gamle dage. For selvom man i dag med de sociale medier har fået bedre mulighed for at holde kontakten og fællesskaberne ved lige, er der ikke noget som at mødes og dele de gode minder.

Nogle af medlemmerne er stoppet med at køre, men savner det sammenhold, der er chaufførerne imellem. Bare det, at man kan mødes og grine lidt sammen, betyder meget, siger Claus Filipsen:

- Der er altid højt humør, når vi mødes. Kan den ene ikke vride en god historie af sig, så kan den anden – og det kan godt være, det er en historie, der er fortalt mange gange, og som har fået lidt mere gas hver gang – men vandrehistorier bliver jo bare sjovere og sjovere. Det er altid rart at man kan grine sammen, det bringer mennesker sammen.

Røverhistorier på lager


På messen kan både nuværende og potentielt kommende medlemmer komme forbi standen og få en snak, og kigge på lidt af det flotte merchandise. Foreningen håber både at få fat i nogle virksomheder og hverve nye medlemmer under messen.

Og så vil der helt sikkert ryge en røverhistorie eller to med i forbifarten.

- Når de ældre medlemmer begynder at tale om deres egen tid som chauffør, så stimler de yngre chauffører rundt om – for at få en bid af nostalgien, og høre lidt om, hvordan det var at køre lastbil ”i gamle dage”, slutter Claus Filipsen.

Artiklen er en del af temaet Vestfyn Trækker 2016.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094