23948sdkhjf

Nordjysk Blæser-Service satser skarpt på nyt produkt

For tredje gang er den nordjyske opbygger med på Vestfyn Trækker – og i år er det en ny samarbejdspartner og et nyt produkt, der løber med opmærksomheden
Hos Nordjysk Blæser-Service i Gistrup ser ejer Carsten Petersen frem til endnu en tur på Vestfyn Trækker. I år udstiller den nordjyske opbygger sammen med Tarpline omkring den nye E-Tarp automatpresenning.

E-Tarp er en elektrisk automatpresenning, der er udviklet til montering på alle typer opbygninger, men som samtidig er særlig anvendelig til fodertransporter, der er Nordjysk Blæser-Services kerneområde. Virksomheden er nemlig specialister inden for nyopbygning og reparation af suge- og blæseanlæg, tippelad og fodertankvogne.

Med på messen har de i år en forvogn med det specielle suge- og blæsesystem, en Scania R580 monteret med tippelad og 6” suge- og blæseanlæg, der opbygges til Vallensbæk Autotransport. Men E-Tarp er det helt store fremstød, som Carsten Petersen sammen med Tarpline i år forsøger at skabe opmærksomhed omkring:

- Det unikke ved E-Tarp er, at den strammer til, når den lukker, og derfor kræver den ingen surring. Det gør den perfekt til korn og foderbiler, men vi har ikke råbt så meget op om det, så nu vil vi sparke lidt mere gang i det, og Vestfyn Trækker er en kærkommen mulighed, forklarer han.

E-tarp drives af en eller to kraftige elmotorer, hvilket gør den nem at montere, og så løfter den sig op, så der kan køres med top på læsset. Dén fidus skal flere transportvirksomheder have øjnene op for.

- Som udgangspunkt håber vi på at få noget salg ved messen, ved at få kontakt til kunderne. Man sælger næsten aldrig noget på messen, for salget kommer først bagefter, så derfor er det altid svært at måle, om en messe har givet noget på bundlinjen. Men bare det at møde folk og snakke med folk giver så meget bedre end reklamer i avisen, siger Carsten Petersen.

Nordjysk Blæser-Service og Tarpline har valgt Vestfyn, fordi det giver god valuta for pengene. Og så er der styr på tingene:

- Det er en god messe til fornuftige penge. Jeg synes, andre steder er for dyre i forhold til, hvad man får ud af det i sidste ende. Hvis jeg selv skulle vælge, ville det være Vestfyn, fordi man får meget mere for pengene. Der er god logistik og beliggenhed, flinke fynboer, og de har utrolig godt styr på deres messe. Så jeg har kun ros tilovers, slutter Carsten Petersen.

Artiklen er en del af temaet Vestfyn Trækker 2016.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.206