23948sdkhjf

Transportcenter bliver cykelby

Padborg skal være mere sikker for cyklister og fodgængere.
De næste tre uger vil en af hovedfærdselsårerne i Padborg Transport Center være lukket. Der er vejarbejde på Industrivej.

Som led i projekt Padborg Skolecykelby skal vejen gøres mere sikker for cyklister og fodgængere. Der skal etableres to helleanlæg på Industrivej, hvor man som fodgænger eller trækkende med sin cykel kan krydse vejen mere sikkert, end der er mulighed for i dag.

Der bliver også plantet træer ved hellerne og sat nye kantsten, så Industrivej bliver en pænere vejstrækning, end den er i dag.

- Industrivej er lukket i tre uger dels for at få mulighed for at gennemføre vejarbejdet, men også af hensyn til sikkerheden for trafikanterne i området, forklarer formand for Teknik- og Miljøudvalget i Aabenraa Kommune, Bent Sørensen.

- Der er ikke plads til, at man kan køre på Industrivej hverken i lastbil eller i bil, når der graves store huller midt i vejbanen for at anlægge hellerne. Derfor er der omkørsel ad Tolbodvej og Frøslevvej.

- Det er helt normalt, at man laver omkørsler i sådan en situation, og vi ser meget frem til at få skabt trafiksikre skoleruter i Padborg. Det bliver rigtig godt, siger han og opfordrer til tålmodighed hos trafikanter og naboer.

Entreprenøren regner med, at træerne er plantet i næste uge og åbner herefter lidt op for trafikken, nemlig efter fyraften. Det forventes, at Industrivej er helt åben igen i uge 48.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078